FN's fødevareprogram tildeles Nobels fredspris
En fødevaretransport fra WFP i Sydsudan. Nu belønnes FN-organisationen med Nobels fredspris. Foto: Ashraf Shazly/Ritzau Scanpix
Ashraf Shazly/Ritzau Scanpix
Nobelpris til WFP er et overraskende valg i et år, hvor verden har fokus på Covid-19.
Nobels fredspris i 2020 går til FN's Verdensfødevareprogram (WFP), oplyser Den norske Nobelkomite.
WFP hørte ikke til blandt favoritterne til dette års fredsnobelpris.
Anne Poulsen, direktør for WFP i Norden, mangler ord.
- Jeg er meget overvældet, siger hun.
- Jeg tror ikke, jeg har forstået det helt endnu, så jeg er stadig meget rundt på gulvet. Vi er meget beærede.
WFP får prisen for dets "anstrengelser for at forhindre, at sult bruges som et våben i krig og konflikt", hedder det.
Men mere generelt for at bekæmpe sult i verden.
- Konflikter fører til sult. Det er en kendsgerning.
- Men det, der er knap så kendt, er, hvordan sult fører til konflikt. Når folk ikke har mulighed for at spise sig mætte, kan det bidrage til at skabe spændinger, ustabilitet og konflikt, siger Anne Poulsen.
En anden FN-organisation, WHO, var spået en større chance i et år, hvor verden er optaget af at bekæmpe Covid-19.
Den unge svenske klimaforkæmper Greta Thunberg og New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, var også blandt favoritterne.
WFP har hovedkvarter i Rom. Det hjælper hvert år 97 millioner mennesker i cirka 88 lande. Hver niende person i verden får fortsat ikke nok at spise hver dag.
- Behovet for international solidaritet og multilateralt samarbejde er mere klart end nogensinde, siger formanden for nobelkomitéen, Berit Reiss-Andersen.
Med prisen følger 10 millioner svenske kroner (cirka 7 millioner kroner). Den vil blive givet til WFP ved en ceremoni på Oslos rådhus 10. december.
WFP's leder, amerikaneren David Beasley, siger til internationale nyhedsmedier, at han var målløs, da det stod klart, at hans organisation skal modtage dette års fredspris.
WFP's opgave er at bekæmpe sult og fattigdom i verden. Det gøres ikke kun ved at uddele nødhjælp. I nok så høj grad bruges fødevaredonationer fra rige lande som kapital i udviklingsprojekter.
Altså at fattige, der deltager i projekter med at udvikle lande og lokalsamfund, modtager betaling i form af mad.
WFP blev stiftet i 1961 som en del af et program, der blev kendt som "mad for fred".
Programmet holdes kørende gennem donationer og andre bidrag fra lande, private organisationer, virksomheder og privatpersoner. Danmark har som landbrugsland historisk været en af de store bidragydere til WFP.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde