For at få et førstehåndsindtryk af klimaforandringerne er FN's generalsekretær Ban Ki-moon rejst til Ny-Ålesund på den norske øgruppe Svalbard for at besøge et internationalt forskningscenter.
Besøget finder sted mindre end 100 dage forud for klimatopmødet COP15 i december i København, hvor verdens ledere vil forsøge at nå til enighed om en ny international aftale til bekæmpelse af klimaændringer. Aftalen skal erstatte Kyoto-protokollen, når den udløber i 2012.
Generalsekretæren er forud for sit norgesbesøg blevet udsat for kritik af Norges stedfortrædende FN-ambassadør, Mona Juul. Kritikken blev fremsat skriftligt i et notat til det norske udenrigsministerium, men havnede i den norske avis Aftenposten. Ifølge teksten i notatet er Ban svag, ineffektiv og mangler karisma. Ban siger, at han ikke er forurettet over kritikken af hans person.
Den tidligere sydkoreanske udenrigsminister, der nu er halvvejen igennem sin femårige periode som FN-generalsekretær, besøgte den koreanske del af forskerstationen i Ny-Ålesund, godt 1200 kilometer fra Nordpolen, oplyser Bendik Eithun Halgunset, som er rådgiver i Kings Bay selskab, der driver stedet.
Afhængig af sæsonen er mellem 15 og 180 mennesker beskæftiget på Ny-Ålesund stationen med forskning, der er relateret til klimaændringer eksempelvis atmosfæriske undersøgelser, land- og marinbiologi, glaciologi, landmåling og oceanografi.
Storbritannien, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Italien, Japan, Holland, Norge og Sydkorea har videnskabelige baser i Ny-Ålesund.
Ban håber at kunne bruge sine erfaringer fra Svalbard til at overbevise det internationale samfund om farerne ved klimaforandringer på COP15, som han tidligere har betegnet som "afgørende".
- En af de meget vigtige grunde til, at jeg kommer til Norge, er at se de dramatiske ændringer i Arktis på første hånd og at lære, hvad det betyder for menneskeheden, sagde han i Oslo mandag inden afrejsen til Svalbard.
Som forberedelse til mødet i København har FN planer om at holde et internationalt topmøde i New York 22. september, sagde han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker