FN's topchef: USA må droppe klimaskepsis

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, langer hårdt ud efter klimaskeptikerne på især den politiske højrefløj i USA i et interview med Politiken.

- Nu må USA droppe sin klimaskepsis, forlanger FN's topchef.

Hans opsang sigter bl.a. til, at begge de førende republikanske kandidater til præsidentposten, Rick Perry og Mitt Romney, har rejst tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte.

Direkte henvendt til de amerikanske politikere gør Ban Ki-moon i interviewet opmærksom på, at det er på tide at sætte en stopper for, hvad han kalder den unødvendige debat om videnskaben.

- IPCC, det internationale klimapanel, der består af mindst 3000 videnskabsfolk i verdensklasse, har gjort det meget klart, at klimaforandringerne foregår meget hurtigere end forventet. Der er ingen tid at spilde. Vi er nødt til at gøre noget, kræver Ban Ki-moon.

Han sender desuden en utvetydig opfordring til hele det politiske system i USA, der stadigvæk tøver med at forpligte sig til at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

- Vi skal bevæge os ud over nationale politiske hensyn og ud over nationale grænser. Verdens ledere skal optræde som globale ledere, ikke som ledere af egne lande. Dette er en global udfordring, der kræver et globalt svar, understreger FN's generalsekretær.

/ritzau/

Ban Ki-moon giver amerikanske politikere en opsang, fordi de bliver ved med at så tvivl om klimaforandringer.

Offentliggjort Sidst opdateret