Fodboldfeberen har bredt sig til weekendens G8-topmøde i Canada, hvor alvorlige ting som den globale finanskrise og økonomiske afmatning står øverst på dagsordenen.
De europæiske statsledere i G8, som tæller verdens førende industrilande, får dog formentlig svært at holde sig væk fra fjernsynsskærmen, når England og Tyskland søndag spiller en "alt-eller-intet"-fodboldkamp ved VM i Sydafrika.
De to landes ledere håber derfor at kunne tage en pause fra de højspændte politiske forhandlinger for at se kampen.
- Der er en idé om, at vi skal forsøge at se den sammen, siger den nye britiske premierminister, David Cameron, med henvisning til Tysklands kansler, Angela Merkel.
De to lande har været VM-rivaler, siden England slog Tyskland i finalen i 1966, hvor englænderne scorede et af de mest kontroversielle mål nogensinde i overtiden og dermed vandt kampen 3-2.
Flere årtier senere bliver det stadig diskuteret kraftigt, om bolden var over målstregen.
For nylig har Tyskland dog vundet over England ved både VM og EM, hvilket har efterladt dybe ridser i den engelske nationalfølelse.
Også andre europæiske ledere har svært ved at lade fodbold være fodbold på weekendens vigtige møde i Canada.
Ifølge Cameron har Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, således lovet, at han støtter England, fordi det engelske landshold har en italiensk træner.
Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, ventes derimod at støtte Tyskland, som er en traditionel fransk allieret i Europa.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde