Fodboldikonet George Weah vinder præsidentvalg i Liberia
Den tidligere AC Milan-, Monaco- og PSG-spiller George Weah har vundet anden valgrunde af præsidentvalget i Liberia. Foto: /ritzau/AP/Abbas Dulleh
/ritzau/AP/Abbas Dulleh
Det er første gang i 70 år, at én demokratisk valgt regering i Liberia overdrager magten til en anden.
Den tidligere fodboldstjerne George Weah er udråbt som vinder af præsidentvalget i Liberia. Det oplyser formanden for landets valgkommission, Jerome Korkoyah, torsdag aften.
George Weah har fået 61,5 procent af de afgivne stemmer. Det viser optællingen efter anden runde af valget, der blev afviklet tirsdag. 98,1 procent af stemmerne er talt op.
Hundredvis af jublende tilhængere var mødt frem foran Weahs hjem. Her trådte han frem for at hilse på dem, mens tårerne trillede.
Efterfølgende skrev han på Twitter:
- Mine medliberiere, jeg føler på det dybeste hele nationens sindsbevægelse. Forandringen er i gang.
Weah, der som den eneste afrikaner er kåret som verdens bedste fodboldspiller af Fifa og har modtaget Ballon d'Or-prisen, er medlem af det vestafrikanske lands største oppositionsparti.
Inden han gik på pension i 2002, spillede han for en række store fodboldklubber, heriblandt AC Milan og Paris Saint-Germain.
I øjeblikket sidder Weah, der voksede op i slummen i hovedstaden Monrovia, som senator i Liberias parlament.
Han har ført kampagne på at styrke uddannelserne, skabe job og forbedre infrastrukturen i landet. Samtidig har hans succeshistorie haft appel hos særligt de unge liberiere.
Men kritikere mener, at han ikke har præsenteret meget konkret politik. Samtidig peger modstandere på, at han i første omgang droppede ud af gymnasiet, og at han ikke er klar til at stå i spidsen for landet.
Den tidligere fodboldstjerne var oppe imod den siddende vicepræsident, 73-årige Joseph Boakai.
De to kandidater gik videre efter første valgrunde, hvor det ikke lykkedes nogen af dem at sikre sig over halvdelen af stemmerne og dermed erklære sig vinder.
George Weah skal overtage posten fra Ellen Johnson Sirleaf, der var Afrikas første folkevalgte kvindelige statsleder, og som i 2005 blev Liberias første folkevalgte leder efter 14 års borgerkrig.
Det er første gang i over 70 år i Liberia, som blev grundlagt i 1847 af tidligere amerikanske slaver, at én demokratisk valgt regering overdrager magten til en ny demokratisk valgt regering.
Årene frem til Sirleafs overtagelse af præsidentposten var tumultariske.
I 1980 overtog militæret magten ved et kup.
Og fra 1989 til 2003 blev op mod 250.000 dræbt i borgerkrige, hvorefter landet blev ramt af et dødeligt ebolaudbrud et årti senere.
Valget betragtes af mange som en vigtig prøve på den demokratiske proces i Liberia, der er et af verdens fattigste lande.
Selve valghandlingen har fået stor ros fra både FN og EU, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Det endelige resultat ventes fredag, skriver nyhedsbureauet AP.
Seneste artikler
Antallet af voldsepisoder mod fængselsansatte falder
Vild DMI-prognose: Op til 35 grader på LF
Yacht-par slipper indtil videre for afsoning
Efter succesfuld debut: Østofte-marked skal være fast tradition
Efter stor sæson: Toreby-dreng kåret som årets spiller
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Inviterer alle til genåbning af smadret havn