Fodboldstjerne og præsident anerkender valgnederlag i Liberia
Liberias præsident og leder af Liberias regeringsparti, Koalition for Demokratisk Forandring, den tidligere fodboldstjerne George Weah, stemte i hovedstaden Monrovia ved tirsdagens valg, som han ser ud til at tabe. Foto: Carielle Doe/Reuters
78-årig oppositionsleder, der tabte til George Weah i 2017, ser ud til at vinde præsidentvalget denne gang.
Liberias præsident, den tidligere fodboldstjerne George Weah, har anerkendt valgnederlag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I stedet har oppositionsleder Joseph Boakai kurs mod præsidentpaladset.
- Tiden er for nådige nederlag - at sætte nationale interesser over personlige interesser, siger Weah i en tale på national radio.
Ifølge Weah har han talt med Boakai og ønsket ham "tillykke med hans sejr".
Det er det foreløbige resultat af anden og afgørende runde af præsidentvalget i det vestafrikanske land, oplyser Liberias valgkommission fredag.
Foreløbig har 99,6 procent af valgstederne ifølge nyhedsbureauet Reuters indberettet deres resultater, og de viser, at Boakai har en føring med 50,89 procent, mens Weah indtil videre har 49,11 procent.
De to kandidater lå også meget tæt i første valgrunde i oktober, hvor der var flere navne på stemmesedlen.
Valget er af iagttagere blevet set som en test af den 57-årige George Weahs popularitet.
Både oppositionen i Liberia og udenlandske samarbejdspartnere har kritiseret præsidenten for ikke at gøre nok for at komme korruptionen til livs.
78-årige Boakai, som er tidligere vicepræsident, tabte valget til Weah i 2017.
Dengang indgød det internationalt kendte fodboldikon vælgerne nyt håb og sikrede sig en sejr med hele 62 procent af stemmerne.
Denne gang ser Boakai ud til at komme sejrrigt ud af anden valgrunde efter at have lovet at redde Liberia fra det, han har betegnet som Weah-regeringens inkompetente ledelse.
George Weahs embedsperiode har været præget af beskyldninger om korruption.
En 43-årig vælger fortæller til Reuters, at hun har stemt på Boakai denne gang, fordi hun ikke kunne få et arbejde under Weahs styre.
- Jeg er fuld af håb, for jeg ved, at Boakai er en principfast mand. Og jeg ved, at når han kommer til, vil han foretage forandringer, siger vælgeren, Arkoi Sarkor.
Liberia kæmper stadig med at komme på fode efter to borgerkrige, der tilsammen har kostet over en kvart million mennesker livet i årene fra 1989 til 2003.
Dernæst fulgte en ebolaepidemi i 2013-2016, der kostede tusinder livet.
Det endelige valgresultat ventes offentliggjort inden for de kommende dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker