Fødevareminister presser på hos EU - vil have enklere regler
Mandag er fødevareminister Jacob Jensen (V) i Bruxelles til ministermøde. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Mandag er Jacob Jensen i Bruxelles til ministermøde. Her vil han drøfte regelforenkling med andre ministre.
Fødevare- fiskeri og landbrugsminister Jacob Jensen (V) er mandag i Bruxelles, hvor han vil sætte regelforenkling på dagsordenen.
- Et af de punkter vi fra dansk side rejser til rådsmødet er et ønske og en klar opfordring til kommissionen i forhold til at skabe mere regelforenkling, mindre bureaukrati og mere klare EU-regler for fødevareområdet, siger ministeren til Ritzau.
For tre måneder siden igangsatte han regelforenklingsprojektet "Lug ud i lovgivningen".
- Vi vil gerne have luget ud i nogle af de bøvlede regler. En del af de regler vi har implementeret stammer fra EU-lovgivningen.
- Så giver det i min optik rigtig god mening, at vi fra dansk side presser på i forhold til EU-Kommissionen og lovgivningen, der kommer derfra, lyder det fra Jacob Jensen.
Et konkret eksempel omhandler bagatelgrænser. Han fortæller at mange landmænd gerne vil lave minivådområder, der kan samle kvælstof, men hvis der er en lille afvigelse fra det oprindeligt beskrevne projekt til det, der bliver udført i virkeligheden, så kan hele projektet falde.
Og det ærgrer ministeren, hvis man som landmand fravælger sådanne projekter.
Initiativet om regelforenkling støttes ifølge ministeren op af 12 andre medlemslande. Heriblandt Sverige, Finland, Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn.
- Tyskland og Frankrig har også indikeret, at de mundtligt på mødet vil bakke det op, siger han.
Det mener Jacob Jensen vidner om, at det ikke kun er i Danmark, at man har en oplevelse af, at EU-reglerne kan være svære at implementere.
Han mener dog ikke, at man skal slække på de politiske mål hvad angår eksempelvis klimamål og dyrevelfærd. Det skal bare være lettere for landmændene at kunne levere på de mål.
- Reglerne skal være præcise men også mere fleksible på en og samme tid, siger han.
Jacob Jensen oplyser desuden, at regeringen vil arbejde for, at den kommende kommission efter Europa-Parlamentsvalget næste år gør regelforenkling til en central del af programmet.
I forbindelse med "Lug ud i lovgivningen" er der ifølge ministeriet kommet over 70 henvendelser fra blandt andet forskellige organisationer med forslag til, hvordan man kan gøre det lettere at være landmand, fisker eller fødevarevirksomhed i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned