Fogh advarer mod forsvarsbesparelser

Den økonomiske krise har fået en lang række europæiske lande til at svinge sparekniven. Besparelserne har også ramt forsvaret, og det får nu Nato til at tænde advarselslamperne.

Nedskæringerne kan på længere sigt være en trussel mod den fælles sikkerhed, advarer Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, på et møde med Natos forsvarsministre i Bruxelles.

- Vores job er at garantere, at vores borgere bliver forsvaret. Hvilket indebærer at bruge nok penge på forsvar og bruge dem smart, siger Fogh i en indledende tale til forsvarsministrene.

Missionen i Afghanistan kræver stadigt flere ressourcer, og derfor har Nato mere brug for penge end nogensinde før. Samtidig ventes det, at Natolandene senere i år vil godkende oprettelsen af et nyt missilforsvar, der gør et ekstra indhug i landenes forsvarsbudgetter.

Det harmonerer dårligt med de tørre tal, der viser, at størstedelen af Natolandene allerede sidste år skar ned på forsvarsudgifterne. Kun 5 af alliancens 28 lande lever op til den officielle målsætning om at afsætte mindst to procent af bruttonationalproduktet (BNP) til forsvaret.

Og for at gøre ondt værre har hele 16 lande meddelt, at de skærer yderligere ned på forsvarsudgifterne i indeværende år.

Anders Fogh Rasmussen anerkender, at det kan være nødvendigt med visse besparelser. Men så skal Natolandene være klar til reformer, der skærer ned på komitéer, hovedkvarterer og andet bureaukrati, så det ikke går ud over de militære operationer.

- Vi må skære ned på fedtet og ikke på musklerne. Vi skal prioritere, så vi bruger pengene på det, vi virkelig har brug for, siger Fogh.

Nato og USA, der er den klart største bidragyder i forsvarsalliance, har i flere år presset på for at få de europæiske Natolande til at bruge flere penge på forsvaret.

/ritzau/

Sparebølgen i Europa sætter også spor på forsvarsbudgetterne i Natolandene. Nu sætter Natochefen hælene i og advarer mod konsekvenser for sikkerheden.

Offentliggjort Sidst opdateret