Det er essensen af det budskab, Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lørdag bringer til Chicago, dagen før han byder alliancens ledere og en lang række gæster velkommen til et topmøde i skyggen af den økonomiske krise i Europa.
Men Foghs tale til en ungdomskonference inden topmødet er også bemærkelsesværdig på grund af nogle af de ord, han selv undgår.
Afghanistan skal leve op til sine løfter om at sikre kvinders rettigheder. Og Nato og alliancens partnere skal leve op til løfterne om ikke at lade afghanerne i stikken, lyder meldingen til et møde i organisationen Young Atlanticist Society.
- Afghanerne har lovet at værne om frihed, demokrati, retsstaten og grundlæggende menneskerettigheder. Det omfatter selvsagt også kvinders rettigheder.
- Det er afgørende for Afghanistan, at kvinder får lov til at spille deres retmæssige rolle og er med til at præge landets fremtid. Vi forventer, at afghanerne lever op til de løfter, siger Fogh.
Generalsekretæren lover også, at Nato-landene ikke afslutter deres indsats i Afghanistan, når den eksisterende Isaf-styrke med udgangen af 2014 har tilendebragt sin gradvise overdragelse af ansvaret for landets sikkerhed til de afghanske sikkerhedsstyrker.
- Det betyder ikke, at vores forpligtelser slutter der. Og det vil vi gøre klart her i Chicago, siger Fogh.
Men for første gang i flere måneder taler Fogh uden at nævne sit sædvanlige mantra for selve Isaf-operationen. Hidtil har det dominerende budskab i alle hans udtalelser været "ind sammen, ud sammen".
Foghs udeladelse er markant, fordi netop dén solidaritet i Nato bliver udfordret på topmødet.
Frankrigs nyvalgte præsident, Francois Hollande, ventes på topmødet at komme under pres for at bløde op på sit valgløfte om, at han vil trække de over 3000 franske kamptropper hjem allerede ved årets udgang - to år før tid.
Ved et møde fredag i Det Hvide Hus stod Hollande fast på løftet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde