Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, slår fast, at Nato kun vil gå ind i konflikten i Libyen, hvis tre betingelser er opfyldt:
Der skal være et dokumenteret behov for Nato-tiltag, der skal være et klart retsgrundlag, og der skal være regional opbakning.
- Hver dag, hver time modtager vi rapporter, der fortæller om ny vold udført af det libyske regime mod civile, siger Fogh.
- Vi holder meget tæt øje med, hvad det libyske regime gør mod sin befolkning. Og hvis der er et demonstreret behov, hvis vi har et klart mandat og stærk regional støtte, så er vi parat til at hjælpe, fortsætter Fogh ved starten på et Natomøde i Bruxelles.
Natolandenes forsvarsministre er samlet for at diskutere alliancens muligheder for at involvere sig i Libyen.
Fra flere sider øges presset for at etablere et flyveforbud over Libyen for at stoppe Gadaffis brug af det libyske luftvåben mod oprørerne. Og her kan Nato komme til at spille en hovedrolle i arbejdet med at håndhæve den.
Fogh understreger, at Nato forbereder sig på en lang række mulige aktioner - uden dog at nævne flyveforbuddet direkte.
- Vi har bedt vores militære myndigheder arbejde på en række muligheder for at se, hvordan vi som alliance kan støtte de internationale bestræbelser. For eksempel omkring humanitær hjælp, siger Fogh.
- Men vi er parat til at overveje andre muligheder, hvis det er nødvendigt, og vi vil diskutere disse ting i dag, fortsætter han.
Nato har torsdag styrket luftovervågningen i Middelhavs-området, så Natofly kredser over regionen 24 timer i døgnet. Det kan være med til at kortlægge Gaddafis luftangreb mod oprørerne.
Natomødet kommer umiddelbart i forlængelse af et møde mellem EU's udenrigsministre, hvor EU har besluttet at udvide sanktionerne mod Libyen og Gaddafi.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker