Fogh efterlyser fælles fodslag over for Syrien
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, sender en indtrængende appel til det internationale samfund om at samle sig og enes om fælles fodslag i forhold til en reaktion på anvendelsen af kemiske våben i Syrien.
- Jeg opfordrer det internationale samfund til at bilægge sine uoverensstemmelser om Syrien. Det internationale samfund har et ansvar for at overholde og håndhæve det internationale forbud mod anvendelsen af kemiske våben.
- Det vil også være en handling ikke at handle, siger Fogh torsdag i Litauens hovedstad, Vilnius, hvor han er gæst ved et uformelt møde mellem EU-landenes forsvarsministre.
- Hvis man ikke handler, vil det sende et farligt signal til diktatorer over hele verden om, at de kan anvende kemiske våben og måske også alle andre former for masseødelæggelsesvåben, uden at det internationale samfund reagerer.
- Det er derfor, der er brug for et håndfast internationalt svar, siger Fogh, der tidligere har gjort det klart, at han føler sig overbevist om, at der blev anvendt kemiske våben i Syrien 21. august. Og at det syriske regime stod bag.
Fogh gentager samtidig, at Nato ikke har nogen aktiv rolle at spille.
- Hvis individuelle lande vil udføre et militært svar på de kemiske angreb i Syrien, forestiller jeg mig en kort, målrettet, skræddersyet militæroperation - og til det formål er der ikke brug for Natos kommando- og kontrolsystemer, siger Fogh.
EU-landene er internt splittet om, hvordan de skal reagere i forhold til Syrien.
Der har længe været enighed om, at den langsigtede løsning på den væbnede konflikt i Syrien må være politisk, men enkelte EU-landes regeringer - deriblandt den franske, danske og britiske - vil også støtte et militærangreb uden om FN.
Den britiske regering blev i sidste uge stemt ned i sit eget parlament og kan ikke deltage.
Den franske regering har nøjedes med at tage en debat, men ingen afstemning, i sit parlament - men har også gjort det klart, at Frankrig ikke vil handle alene.
I Danmark er der politisk opbakning til en amerikanskledet militæraktion uden om FN - men regeringen har flere gange gjort det klart, at USA ikke specifikt har bedt om dansk deltagelse.
Syrien ventes at blive diskuteret intenst blandt EU-landenes forsvarsministre og udenrigsministre, der mødes over de næste tre dage i Vilnius.
Lørdag formiddag deltager også den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i udenrigsministrenes møde.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned