Netop som Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er klar til at åbne en storstilet donorkonference i Kabul, erkender Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, at det har været mere op ad bakke end forventet i det krigshærgede land for de internationale styrker.
- Efter ni års internationalt engagement er det på smertefuld vis blevet tydeligt, at den pris, som vi betaler, er meget højere end forventet - især i lyset af alle de dræbte internationale og afghanske soldater, skriver den tidligere danske statsminister i en kommentar i det tyske dagblad Hamburger Abendblatt.
- Det kan ikke benægtes, at det internationale samfund i begyndelsen undervurderede udfordringens omfang, tilføjer Fogh om militærindsatsen, som blev indledt efter Talibans fald i slutningen af 2001.
Donorlandene ventes på konferencen at bakke op om at overdrage ansvaret for sikkerheden til Karzai-regeringen og den afghanske hær med udgangen af 2014. Anders Fogh regner da også med, at der vil blive udstukket en tydelig køreplan for, at afghanerne selv kan få del i og i sidste ende selv stå med ansvaret.
- Det bliver en milepæl i den proces, som omsider skal gøre afghanerne til herrer i eget hus, skriver han.
Men inden da vil det fortsat gå rigtig hårdt til for de internationale soldater, forudser Nato-chefen. For Natos fremrykninger og offensiver i Talibans højborge vil "uundgåeligt" føre til nye, heftige kampe, mener Fogh.
- Beklageligvis vil der blive flere ofre. Men disse militæraktioner er af enorm politisk betydning. De bidrager til at svække Taliban politisk såvel som militært, skriver Anders Fogh Rasmussen i den tyske avis.
Og han fremhæver, at selv om afghanerne selv skal styre sikkerheden, så vil de fortsat have brug for "vedvarende støtte" fra det internationale samfund, inklusive Nato.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub