Efter et hasteindkaldt møde med Natolandenes ambassadører i Bruxelles kræver Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, øjeblikkelig frigivelse af personer og skibe, der bliver tilbageholdt i Israel.
Samtidig bakker Fogh og Nato op om, at der hurtigst muligt iværksættes en uafhængig undersøgelse af, hvad der egentlig skete, da israelske kamptropper tidligt mandag morgen angreb en nødhjælpskonvoj og dræbte mindst ni personer.
- Jeg slutter mig til opfordringerne fra FN og EU om en omgående, upartisk, troværdig og transparent undersøgelse af hændelsen, siger Fogh i en pressemeddelelse.
- Jeg tilbyder min dybeste medfølelse til familierne til alle ofre og fordømmer de handlinger, der har ført til denne tragedie, fortsætter han.
Det ekstraordinære møde i Nato tirsdag eftermiddag blev indkaldt efter ønske fra Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan. Og ifølge Fogh kom debatten vidt omkring.
- Der var en omfattende udveksling af synspunkter mellem de allierede omhandlende alle aspekter af denne tragiske hændelse, siger Fogh.
Foreløbigt er der dog ingen konkrete skridt fra Nato rettet mod Israel ud over den klare opfordring til at lade personer og skibe komme ud af Israel.
- Som en hastesag anmoder jeg også om øjeblikkelig frigivelse af de tilbageholdte civile og skibe, der er i Israels varetægt, slutter Fogh sin pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde