Fogh møder ukrainsk premierminister torsdag
Arsenij Jatsenjuk, den fungerende premierminister i Ukraine, skal torsdag mødes med Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen for at diskutere krisen i Ukraine. Det skriver Nato i en pressemeddelelse.
Tidspunktet for mødet er ifølge en centralt placeret kilde i Nato sat til klokken cirka 15.30 og vil blive efterfulgt af et pressemøde.
Den ukrainske premierminister er i Bruxelles torsdag for at mødes med EU's stats- og regeringschefer, som er til topmøde om situationen i Ukraine.
Jatsenjuk og EU-lederne skal til det cirka halvanden time lange møde med start klokken 11.30 "udveksle synspunkter" om krisen.
Efterfølgende vil premierministeren sige ord til pressen, inden han tager ud til Natos hovedkontor i Bruxelles for at møde Fogh.
Jatsenjuk skal også mødes med formanden for EU-Parlamentet, Martin Schultz, allerede klokken kvart over otte om morgenen torsdag.
Til topmødet skal stats- og regeringscheferne blandt andet drøfte eventuelle sanktioner mod Rusland, hvis russerne inden da ikke har nedtrappet situationen i Ukraine.
- Lad os starte med at finde vejen til dialog, men på samme tid vil der i morgen være et EU-topmøde, og sanktioner kunne blive vedtaget i morgen, hvis der ikke er en nedtrapning, siger den franske udenrigsminister Laurent Fabius onsdag.
Onsdag eftermiddag mødes Anders Fogh Rasmussen og de 28 Nato-landes ambassadører med den russiske ambassadør. Også på dette møde er det krisen i Ukraine, som er eneste punkt på dagsordenen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker