Fogh planlægger Nato-indsats i Libyen

Nato lægger an til at blande sig i konflikten i Libyen.

Det sker, efter at FN's Sikkerhedsråd har givet grønt lys til at iværksætte et flyveforbud i Libyen samt muligheden for yderligere militære tiltag for at hamle op med det voldelige Gaddafi-regime.

Den danske generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen, har fredag samlet ambassadørerne for de 28 Natolande for at diskutere, hvilken rolle forsvarsalliancen skal spille i Libyen.

Nato skal drøfte "planlægningen af alle eventualiteter", siger Nato-talskvinden Oana Lungescu.

Hun gentager de tre betingelser, som, Nato benhårdt holder fast i, skal være opfyldt, hvis forsvarsalliancen på nogen måde skal blande sig.

- For enhver Nato-operation skal der være et påviseligt behov for alliancen til at handle, regional støtte og et klart juridsk grundlag. Under disse tre betingelser står Nato klar til at handle som en del af en bred international indsats, siger hun.

Det kan dog vise sig at blive besværligt for Nato at nå til enighed.

Enhver Nato-operation skal nemlig godkendes af alle 28 lande, og blandt andet Tyrkiet er kraftigt imod, at Nato blander sig i konflikten.

I en meddelelse fra den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogans, kontor, opfordrer Tyrkiet til en øjeblikkelig våbenhvile i Libyen og går imod, at udenlandsk militær skal blande sig i konflikten.

- Der skal findes en fredelig løsning på konflikten, lyder det i meddelelsen, der blev sendt ud, netop som Nato-mødet begyndte fredag formiddag.

Også Tyskland, der udlod at stemme, da FN-resolutionen blev vedtaget, er skeptisk over for en militær indsats mod Gaddafi-regimet.

I Frankrig derimod gør man klar til at slå militært til mod Gaddafi-regimiet lige med det samme. Ifølge den franske regeringstalsmand, Francois Baroin, vil et militært angreb blive indledt i løbet af få timer.

/ritzau/Reuters

Nato er fredag samlet for at diskutere, hvilken rolle forsvarsalliancen skal spille i Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret