Fogh Rasmussen fordømmer koranbrænding

En præst ved en mindre kirke i Florida i USA fastholder, at han vil brænde et eksemplar af koranen af den 11. september på årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York.

Præsten kritiseres fra flere sider. Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fordømmer den planlagte afbrænding og siger, at det kan udgøre en risiko for Natos soldater i Afghanistan.

- Jeg mener, at en sådan handling er i stærk modstrid med de værdier, som Nato bygger på, og som vi kæmper for, siger Fogh Rasmussen under et besøg i Washington.

- Der er risiko for, at det vil få en negativ effekt på vore soldaters sikkerhed i Afghanistan, fortsætter han.

Også chefen for de amerikanske styrker i Afghanistan, general David Petraeus, advarer mod præstens afbrænding af koranen.

- Det vil være propaganda for oprørerne og forstærke antiamerikanske følelser i den muslimske verden, siger Petraeus og tilføjer, at det vil svække USA's indsats i Afghanistan.

Men præsten i Florida, Terry Jones, er ikke til at rokke.

- Vi har besluttet os. Vil vil brænde en eksemplar af muslimernes hellige bog af, siger han. Han forsikre dog om, at han har lyttet til advarslerne og overvejer dem.

- Men hvorfor skal vi kritiseres for, hvad andre måske eller måske ikke vil gøre. Hvorfor skal vi ikke sende en advarsel til de radikale muslimer og sige, hvis I angriber os, angriber vi jer, siger pastor Terry Jones.

/ritzau/AFP

Natochef Anders Fogh Rasmussen fordømmer, at en amerikansk præst vil brænde koranen af. Det kan udgøre en risiko for Natosoldater i Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret