Fogh roser Karzai for at overdrage sikkerhed til lokale
Anders Fogh Rasmussen, generalsekretær i Nato, roser i en erklæring Afghanistans præsident, Hamid Karzai, der mandag har overdraget sikkerhedskontrollen med endnu en række distrikter til lokale styrker.
- Med denne beslutning vil de afghanske sikkerhedsstyrker lede sikkerhedsarbejdet for 87 procent af den afghanske befolkning og 23 af de 34 afghanske provinser, siger Fogh Rasmussen i en erklæring.
- Dette er et betydeligt skridt i retning af vort fælles mål om at se afghanerne i fuld kontrol med deres egen sikkerhed ved udgangen af 2014, tilføjer den tidligere danske statsminister.
Den seneste overdragelse drejer sig om sikkerheden i 52 distrikter. De ligger overvejende i den nordlige og centrale del af landet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Kun et distrikt i det sydlige Afghanistan er med i den seneste overdragelse, nemlig Nawzad i Helmand-provinsen, hvor den danske styrke er udstationeret.
Der er i øjeblikket omkring 100.000 udenlandske soldater i Afghanistan.
Nato er i fuld gang med at uddanne afghanske soldater og politifolk, så de kan overtage kontrollen med sikkerheden i landet om to år.
Målet er, at der inden udgangen af 2014 skal være trænet 350.000 afghanske soldater og politifolk.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde