Fogh slipper for retssag i Belgien

Foto: Jawad Jalali /Scanpix

Nato under ledelse af generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kan ikke retsforfølges som ansvarlig for, at en civil libyer i juni sidste år mistede sin kone, tre børn og yderligere tre familiemedlemmer under Natos bombninger i Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Byretten i Bruxelles har ifølge advokaten for den libyske ingeniør, Khaled el-Hamedi, mandag givet Nato medhold i, at forsvarsalliancen har immunitet for retten.

Domstolen begrunder ifølge advokaten sin afvisning af el-Hamedi-sagen med, at sagen og sagsøger ikke rent juridisk hører til i et land, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

El-Hamedi har søgt 100.000 euro (godt 750.000 kroner) i erstatning i sagen, der tager sit udgangspunkt i en Nato-bombning i byen Sorman øst for hovedstaden Tripoli 20. juni sidste år.

Mindst 13 civile blev dræbt.

El-Hamedis belgiske advokat, Jan Fermon, siger til Ritzau, at det for el-Hamedi handler mere om at søge retfærdighed for retten end om pengene.

Sagen kører som en civil sag ved byretten i Bruxelles i Belgien, hvor Nato har sit hovedkvarter og som udgangspunkt er beskyttet af diplomatisk immunitet i henhold til Ottawaaftalen.

Ifølge advokat Fermon har belgiske domstole tidligere ophævet immuniteten, for eksempel når Nato-ansatte har været involveret i trafikuheld, eller hvis Nato ikke har betalt en håndværkerregning.

Der er ifølge blandt andre den danske avis Information meget, der tyder på, at Nato bombede el-Hamedi-familiens hjem med vilje.

Avisen har tidligere med henvisning til daglige missionsmeldinger fra Flyvertaktisk Kommando i Karup fundet frem til, at danske F-16-fly den dag kastede otte bomber i samme område.

Nato har ifølge Ritzaus kilder i interne rapporter beskrevet et område med usædvanligt mange store parabolantenner og checkpoints til støtte for påstanden om, at der var tale om et militært mål.

Advokat Jan Fermon siger, at han og hans klient endnu ikke har besluttet sig for en eventuel anke. Men han regner det som sandsynligt, at sagen kan gå videre til Belgiens appeldomstol, højesteret og måske Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

/ritzau/