Fogh: Syrisk regime nærmer sig et kollaps

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, mener, at regimet i Syrien er på vej mod et kollaps.

Offentliggjort Sidst opdateret

Derfor bør præsident Bashar al-Assad øjeblikkeligt indlede forhandlinger om et politisk magtskifte, siger generalsekretæren.

- Jeg mener, at regimet i Damaskus nærmer sig et kollaps. Det er kun et spørgsmål om tid, siger Anders Fogh Rasmussen.

Han siger også, at den syriske regerings brug af scud-missiler viser "en total foragt" for civilbefolkningens liv.

Fogh opfordrer Assad til at "sætte gang i en proces, der imødekommer de legitime forhåbninger i den syriske befolkning".

I sidste uge sendte Nato's udenrigsministre en fælles advarsel til Syrien om ikke at bruge kemiske våben.

Flere af ministrene sagde i den forbindelse, at anvendelsen af kemiske våben i Syrien vil være "en rød linje", som præsident Bashar al-Assad ikke skal krydse.

Også Fogh har sagt, at han "forventer en øjeblikkelig international reaktion", hvis det sker.

Generalsekretæren understregede i sidste uge, at Nato fortsat tror og håber på en politisk løsning i Syrien og ikke har intentioner om at gribe militært ind.

- Vi håber jo alle sammen, at den advarsel kan virke som en afskrækkelse, sagde Fogh.

Anders Fogh Rasmussens seneste advarsel til Assad kommer samtidig med, at Rusland er begyndt at tvivle på, om alliancepartneren Syrien kan modstå oprøret i landet.

Den russiske viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, siger torsdag, at det ikke længere kan udelukkes, at oprørerne og landets opposition vil trække sig sejrrigt ud af opgøret.

- Man må se kendsgerningerne i øjnene. Regimet og Syriens regering er ved at miste kontrol med flere og flere områder, siger han ifølge nyhedsbureauet RIA.

Rusland har sammen med Kina flere gange forsvaret præsident Assad og hans regering.

De to lande har desuden blokeret for en strammere sanktionspolitik over for Syrien i FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/AFP