Fogh til Karzai: Målet er nær
Foto: John Thys /Scanpix
John Thys /Scanpix
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen havde fundet den gode tone frem, da Karzai tirsdag aften for første gang besøgte Natos hovedkvarter i Bruxelles.
- Jeg er meget glad for at være her og for at møde Dem.
- Og jeg er glad for, at overgangen i Afghanistan går godt, og at det afghanske folk vil stå for at beskytte det afghanske folk og afghanske territorium med vores eget lands styrker, sagde Karzai til Fogh Rasmussen.
Generalsekretæren kvitterede med en konstatering af, at "det mål, vi sammen har sat os for at nå, er inden for rækkevidde".
Fogh gentog, at målet er, at Natos kampmission, Isaf, med udgangen af 2014 overgår til at være en trænings- og støttemission for de afghanske sikkerhedsstyrker.
Den høflige ordveksling står i skarp kontrast til de knubbede ord og afghanske krav om dyrt militærudstyr, der de seneste måneder er blevet udvekslet mellem Afghanistan på den ene side og USA og Nato på den anden.
I forbindelse med den nye amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagels, besøg i Afghanistan blev ordvekslingen så skarp, at Fogh på et pressemøde for en måned siden gik skarpt i rette med Karzai.
- Jeg afviser den tanke, præsident Karzai har lanceret offentligt, at der er en form for samarbejde mellem Nato, Isaf, USA og Taliban. Det er en fuldstændig latterlig tanke, sagde Fogh dengang.
Tirsdag efter sit møde med Karzai var budskabet fra Fogh, at de to har for vane at "tale sammen på meget åben og ærlig vis, også når jeg har hårde budskaber til ham - og han til mig".
Generalsekretæren minder tirsdag om, at Nato-landene lægger vægt på, at der bliver effektiv kontrol med de 23,4 milliarder kroner, de har lovet at betale årligt til finansieringen af Afghanistans sikkerhedsstyrker efter 2014.
Det internationale samfund har flere gange kritiseret Karzai-regeringen for ikke at gøre nok for at bekæmpe udbredt korruption i landet.
Nato søger også sikkerhed for, at regeringen også efter Isafs afrejse vil fremme kvinders rettigheder og overholde menneskerettighederne.
Ifølge Ritzaus oplysninger har flere af Nato-landenes udenrigsministre på deres møde tidligere tirsdag udtrykt stor utålmodighed med Karzai og hans gentagne beskyldninger og krav.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde