På dagen, hvor Nato har overtaget den fulde kommando for den militære operation i Libyen, er der stadig flere uklare spørgsmål, der spøger i kulissen.
Ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt landene, der deltager aktivt i krigen i Libyen, nu også skal udstyre de libyske oprørsstyrker med våben.
Fra Både USA og Storbritannien lyder meldingen, at det kan komme på tale at bevæbne Gaddafi-oprørerne.
Men Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, understreger endnu engang, at det ikke er en del af Nato-operationen i Libyen.
- Vi er der for at beskytte den libyske befolkning, ikke for at bevæbne folk, siger Anders Fogh Rasmussen under et besøg i den svenske hovedstad, Stockholm.
- For så hvidt angår Nato, og jeg taler på vegne af Nato, vil vi fokusere på håndhævelsen af våbenembargoen, og det klare formål med en våbenembargo er at stoppe strømmen af våben til landet, siger Nato-chefen.
På et pressemøde i Natos hovedkvarter i Bruxelles understreger formanden for Natos militærkomité, admiral Giampaolo Di Paola, ligeledes, at Nato vil sørge for at stoppe enhver våbenleverance til Libyen.
- Hvis der i dag er et skib, der transporterer våben eller lejesoldater, vil det blive stoppet, siger Nato-admiralen.
Han er "helt overbevist" om, at ingen Nato-allierede på nuværende tidspunkt er i gang med at udstyre oprørsstyrkerne med våben.
Nato-admiralen åbner dog en lille dør på klem for, at Natos holdning kan ændre sig, hvis nogle medlemslande begynder at bevæbne de libyske oprører.
- Hvis vi har en anden situation i morgen, så vil alliancen tage stilling til det, siger han.
Den militære operationen i Libyen, som siden klokken otte torsdag morgen dansk tid har været under fuld Nato-kommando, har fået navnet Operation Unified Protector.
Den vil fremover blive ledet fra Natos kommandocenter i Napoli i Italien.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde