Forældre og deres søn dræbt i formodet israelsk angreb i Libanon
Røg stiger op over landsbyen Houla i det sydlige Libanon efter angrebet tirsdag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Ifølge borgmester er det Israel, der har angrebet et hus i en grænselandsby i det sydlige Libanon.
Et ægtepar og deres voksne søn er tirsdag blevet dræbt i et israelsk angreb på grænselandsbyen Houla i det sydlige Libanon.
Det oplyser borgmesteren i Houla, Shakib Koteish, til nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet ramte et hus, som derefter styrtede sammen.
- Det var et treetagershus, nu er det kollapset, og redningsarbejdere arbejder stadig på stedet for at finde ud af, hvem der ligger under det, sagde Shakib Koteish sidst på eftermiddagen om det sammenstyrtede hus.
Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyste den militante bevægelse Hizbollah kort før angrebet, at bevægelsen havde angrebet mål i den israelske by Kiryat Shmona.
Kiryat Shmona ligger i det nordligste Israel ved grænsen til Libanon.
Angrebet blev ifølge Hizbollah udført som gengældelse for israelske angreb på "civile hjem" i Libanon.
Det er foreløbig uvist, om nogen kom til skade ved angrebet på Kiryat Shmona.
Siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år har der været adskillige angreb fra Israel mod Libanon og den anden vej.
Hizbollah har base i Libanon og er allieret med Hamas i Gaza.
Mandag blev en udenlandsk arbejder i Israel dræbt af et missil fra Libanon. Det skriver AFP.
Det skete, sideløbende med at en diplomatisk løsning blev italesat af en amerikansk mægler som nøglen til at afslutte næsten fem månedernes kampe mellem Israel og Hizbollah.
- En diplomatisk løsning er den eneste måde at afslutte de nuværende fjendtligheder på, sagde mægleren Amos Hochstein ifølge nyhedsbureauet.
Den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, har imidlertid sagt, at der ikke vil være nogen opbremsning i den israelske offensiv mod Hizbollah - også selv om en våbenhvile kommer på plads i Gaza.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde