Forbrug af Novos vægttabsmiddel Ozempic er ude af kontrol i Kosovo

Merita Emini-Sadiku, der er leder af Kosovo Universitetshospitals endokrinologiske afdeling, advarer forbrugere af Ozempic om, at det kan have bivirkninger, som mange ikke kender til. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix

I balkanlandet Kosovo har myndighederne ikke styr på brugen af vægttabsmidlet Ozempic, og populariteten er steget markant. Midlet kan købes uden recept.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et vægttabsmiddel fra Novo Nordisk har fundet et stort internationalt marked.

I Kosovo er diabetesmedicinen Ozempic for mange blevet en hurtig vej til at smide nogle kilo.

Og det er usædvanlig let at få fat på det efterspurgte præparat.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der har været i Kosovo for at undersøge handlen med Ozempic.

En af dem, der ser midlet som vejen til et hastigt vægttab, er den kosovoske influencer Tringa Kadriu.

- Jeg vil gerne tabe 15 til 16 kilo på to måneder, fortæller hun til AFP.

- Og derefter vil jeg fortsætte med at træne.

Muligvis på grund af den store efterspørgsel er priserne på den månedlige dosis af Ozempic i Kosovo efter sigende steget fra under 600 kroner til omkring 1000 kroner. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix

Ozempic er i Danmark receptpligtig medicin, der ifølge Lægemiddelstyrelsen er godkendt til behandling af type 2-diabetes.

I Kosovo er Ozempic ikke godkendt til vægttab.

Alligevel synes myndighederne ikke at være i stand til at kontrollere det store forbrug i balkanlandet med 1,7 millioner indbyggere.

Her er vægttabsmidlets popularitet eksploderet.

Men der er ikke noget overblik over, hvor meget der egentlig bliver brugt, påpeger Bujar Vitija, der er kosovosk journalist med speciale i sundhed.

Vitija tilføjer, at kontrollen ikke mindst er udfordret af, at der kun er 20 inspektører til at kontrollere landets 1500 til 1600 private apoteker.

At anskaffe medicinen er heller ingen sag for influencer Tringa Kadriu.

Kosovos myndigheder kan ikke kontrollere forbruget af Ozempic. Influencer Tringa Kadriu siger, at det er nemt at få fat i vægttabsmidlet på apotekerne. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix

- Jeg har prøvet adskillige apoteker i Kosovo. Ozempic er meget nemt at få fat i, siger hun.

De samme toner lyder også fra den anden side af disken.

Her fortæller en anonym medarbejder på et apotek i Kosovos hovedstad, Pristina, at hun dårligt kan huske, sidst nogen købte Ozempic med recept.

- Men vi har en konstant efterspørgsel. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, siger hun til AFP.

Selv om Ozempic er let at få fat på, er det ikke billigt.

- Den månedlige dosis plejede at koste omkring 75 til 80 euro (560 til 600 kroner). Nu koster det 130 til 140 euro (970 til 1040 kroner), siger Merita Emini-Sadiku, der er leder af Kosovo Universitetshospitals endokrinologiske afdeling.

Hun siger, at prisstigningen må skyldes den store efterspørgsel.

Diabetesmedicinen Ozempics popularitet er røget til vejrs i Kosovo. En anonym medarbejder fortæller til nyhedsbureauet AFP, at hun dårligt kan huske, sidste gang nogen købte Ozempic med recept. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix

Emini-Sadiku advarer om, at brugen kan have bivirkninger, som folk ikke er bevidste om.

Ifølge Novo Nordisk kan bivirkningerne ved Ozempic være kvalme, diarré og lavt blodsukker. Disse kan forekomme hos flere end hver tiende person.

Alvorlige bivirkninger kan være betændelse i bugspytkirtlen, tarmobstruktion og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.

Merita Emini-Sadiku understreger, at Ozempic under ingen omstændigheder bør tages uden en recept fra lægen.

Det lader dog ikke til at afskrække influencer Tringa Kadriu, som hver dag selv ser kolleger tage stoffet på sit arbejde.

- Jeg har ingen symptomer, der forhindrer mig i at tage det, fortæller hun.

Ozempic gives som en injektion med en sprøjte under huden.

På sin hjemmeside skriver Novo Nordisk, at der opfordres til, at receptpligtig medicin bruges som foreskrevet.

Her fremgår det, at medicinalfirmaet gør sit bedste for at sikre, at patienter og læger er oplyst om korrekt brug af receptpligtige lægemidler.

/ritzau/AFP

Slankemedicin på det sorte marked

* Stor efterspørgsel efter vægttabsmidler har skabt et sort marked. Også i Danmark.

* DR P3 talte i april 2024 med 15 unge danskere, der bruger midler som Wegovy og Ozempic uden recept.

* Flere af dem har brugt det for at tabe fem til ti kilo forud for en ferie eller festivalsæson.

* Det sorte marked findes blandt andet på sociale medier som Facebook eller Snapchat.

* Lægemiddelstyrelsen advarer kraftigt mod at købe ulovligt forhandlet medicin uden om egen læge og apoteket. Styrelsen mener, at man sætter sit helbred på spil, da der ikke er garanti for korrekt fremstilling og opbevaring.

Kilde: Dr.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu