Forbundsdagen i Tyskland har i sjælden samdrægtighed besluttet at nedsætte et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der skal kulegrave, om politi og efterretningstjenesterne begik fejl i efterforskningen af en nynazistisk terrorcelle.
De tre østtyske nynazister, hvoraf de to er døde og en varetægtsfængslet, stod over en årrække bag drabene på ni indvandrere og en kvindelig politibetjent samt diverse bankrøverier og bombeangreb, uden at myndighederne kom på sporet af dem.
Samtlige partier i Forbundsdagen stemte torsdag for at nedsætte udvalget, hvis 11 medlemmer skal finde ud af, hvordan nynazisterne i Nationalsocialistisk Undergrund, NSU, i 13 år kunne begå deres omfattende forbrydelser uden at blive opdaget.
Selv om især efterretningstjenesterne flere gange var tæt på de tre nynazister, gik det aldrig op for efterforskerne, at der lå racistiske motiver bag gruppens forbrydelser.
Først da de to mandlige medlemmer af NSU blev fundet døde i en autocamper efter et bankrøveri 4. november i fjor, og trioens skjulested i Zwickau udbrændte, fandt politiet bevismateriale, der koblede indvandrerdrabene sammen med drabet på betjenten.
Afsløringen af NSU har vakt stor bestyrtelse i Tyskland, hvor Forbundsdagen i slutningen af november i fjor bad ofrenes pårørende om undskyldning og lovede at gøre alt for at opklare hele sagsforløbet.
Undersøgelsesudvalgets socialdemokratiske formand, Sebastian Edathy, opfordrer de 16 delstater til at samarbejde med udvalget i stedet for at hyppe deres egne kartofler.
Det er i alle partiers interesse at sørge for, at sådan en opklaringsfadæse ikke gentager sig, siger han.
- Undersøgelsesudvalget handler ikke om en strid mellem partier, men om en strid for demokratiet og retsstaten, siger han til radiostationen Deutschlandfunk.
Også delstatsparlamentet i Thüringen har nedsat et undersøgelsesudvalg, som skal kulegrave, hvorfor efterforskningen kiksede i den østtyske delstat, som nynazisterne opererede fra.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde