Fordrevne er klemt i Syriens blodige strid
Tusindvis af flygtninge strømmer hver uge ud af Syrien, på flugt fra de blodige kampe mellem regeringstro styrker og modstandere af præsident Bashar al-Assads styre.
Men bag Syriens egne grænser venter et langt større antal internt fordrevne på, om det bliver muligt for dem at vende hjem.
Omkring en million syrere er på flugt i deres eget land, og de lever en yderst vanskelig tilværelse, fortæller Mads Brinch, der leder Dansk Røde Kors' arbejde i Mellemøsten og Nordafrika.
- De rykker rundt i forhold til, hvor sikkert der er. De bliver nødt til at være mobile hele tiden, fordi kampene flytter sig i landet, siger Mads Brinch.
Han opholder sig i disse måneder i Syrien, hvor Dansk Røde Kors blandt andet yder en psykosocial indsats.
- De internt fordrevne er knækkede og traumatiserede mennesker, som har svært ved at finde de nødvendige midler til hele tiden at skulle flytte og finde et sted at bo, siger han.
Hovedstaden er et af de steder, hvor mange syrere flygtede til, da de første kampe brød ud sidste år. Men priserne på alt lige fra brød til husleje er fordoblet eller tredoblet på grund af kampene.
Det rammer de svageste og de internt fordrevne hårdest, fortæller Mads Brinch.
Økonomien er dog kun ét aspekt, der lægger yderligere pres på de internt fordrevne. I forvejen er de stærkt præget af de oplevelser og tab, de har haft, og ikke mindst af uvisheden om, hvad der skal ske fremover.
- Mange har ikke noget at komme tilbage til. Hele deres fundament er væk. Det er både et spørgsmål om sikkerhed og om økonomi, siger Mads Brinch.
- Det er en traumatiseret befolkning, som ikke bare er bange for, hvad der sker lige nu, men også for hvad der kommer til at ske, den dag det her engang er ovre, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde