Fordrevne i Butja forsøger at glemme krigens dystre minder

Børn leger uden for Røde Kors' uddelingscenter i Kyiv-forstaden Butja, hvor der er såkaldt psykosociale aktiviteter for børnene. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indbyggere, der flygtede fra Kyiv-forstaden Butja, vender nu tilbage. De har - sammen med fordrevne fra andre dele af Ukraine - brug for hjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

De udbombede, nedbrændte bygninger er ikke svære at finde i Butja. På vej ind i Kyiv-forstaden er en bombet bro, hvor der stadig ligger bilvrag med bunden i vejret, en påmindelse om, hvad der skete for få måneder siden.

Russiske styrker trængte ind i byen i de første uger, efter at Rusland havde invaderet Ukraine 24. februar.

Da russerne forlod Butja igen i slutningen af marts, lå snesevis af civile dræbt i byens gader.

Siden dukkede flere ofre op i massegrave. I alt blev omkring 300 civile dræbt.

Men de ukrainere, der flygtede fra blodsudgydelserne i marts, vender nu tilbage.

- Vi har indtil videre set tre faser i den krig, der begyndte for et halvt år siden, forklarer Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

- I første fase flygtede millioner af mennesker ud af landet. Anden fase er, at mange er begyndt at vende tilbage til de områder, der er relativt sikre.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) mødtes med Dansk Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, i Kyiv-forstaden Butja i Ukraine, fredag. Hverdagslivet er stille og roligt begyndt at vende tilbage trods store skader på bygninger i byen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Også tredje fase af Røde Kors' indsats er i gang nu. Den handler om at hjælpe med at evakuere folk fra det østlige Ukraine, hvor der er kampe, og hvor Rusland kontrollerer store områder i Donbas-regionen.

- Det er ikke en stabil situation, og der er behov for, at vi tilpasser os. Er der noget, der har karakteriseret denne konflikt, er det uforudsigeligheden, siger Anders Ladekarl under et besøg i Røde Kors' uddelingscentral i Butja.

Her kan både fordrevne ukrainere fra Donbas og andre dele af Ukraine samt de indbyggere, der er vendt hjem til Butja, få hjælp.

- De bruger alle deres penge på bare at have et sted at bo. At betale husleje, vand, varme og gas, fortæller Anders Ladekarl.

I det lille uddelingscenter i bunden af en boligblok i Butja er der en lind strøm ind og ud af ukrainske kvinder, der henter en af de mange opstablede kasser med boghvedegryn, ris, pasta, tun, olie og tørgær.

Det er hovedsageligt kvinder, der kommer. Mændene er for de flestes vedkommende indkaldt til militæret.

Børn får en taske med en bamse, nogle tusser og lidt legetøj.

Det er ikke mange måneder siden, at hundredvis af civile blev dræbt i Kyiv-forstaden Butja. Mange af dem blev siden fundet i massegrave. I dag er beboerne begyndt at vende tilbage til byen, men de har brug for hjælp. Her besøger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) et mindesmærke for de dræbte. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I Butja arrangerer Røde Kors også såkaldt psykosociale aktiviteter for børnene.

En flok børn leger på en legeplads ved siden af Røde Kors' uddelingscenter. Musik fra en lille højttaler fylder legepladsen, når der er danselege. Andre tegner hinkeruder, mens to grupper børn trækker tov.

- Det handler om at få deres tanker på andre spor end krigen, siger Anders Ladekarl.

To ældre kvinder sidder på en bænk uden for Røde Kors' uddelingscentral.

- Jeg var her under besættelsen. Når jeg mindes det, kommer tårerne op i øjnene på mig, fortæller den ene kvinde til den danske udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), der er på besøg.

Den 64-årige kvinde fortæller, at det er første gang, at hun er ved uddelingscentralen. Og det er også første gang i hendes liv, at hun oplever at stå uden tag over hovedet.

Hun har nu fundet en midlertidig bolig med sine børn og børnebørn, og sammen prøver de at komme videre, fortæller hun.

De ødelagte bygninger i Kyiv-forstaden Butja er en påmindelse om de blodsudgydelser, der fandt sted i byen i foråret. Nu er mange af byens indbyggere vendt tilbage, men en del af dem har brug for hjælp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Jeg vil gerne have, at mine børn og børnebørn glemmer de dystre ting. Vi prøver at fokusere på de lyse sider.

/ritzau/

Dansk Røde Kors i Ukraine

* Lidt over syv millioner ukrainere menes at være internt fordrevne i Ukraine. Omkring 5,6 millioner ukrainere er flygtet til et andet europæisk land.

* Internationalt Røde Kors samarbejder med blandt andre Dansk Røde Kors om at yde humanitær hjælp til de mange millioner civile, som er påvirket af krigen.

* Dansk Røde Kors driver en af hovedforsyningslinjerne for varer og materiel ind i Ukraine.

* Hjælpeorganisationen uddeler desuden et kontant beløb på cirka 1600 kroner per person til ukrainske familier, der huser internt fordrevne.

* Dansk Røde Kors sørger desuden for psykosocial støtte til børn og voksne på flugt.

* Dansk Røde Kors var til stede i Ukraine før krigen brød ud, har samarbejdet tæt med Røde Kors i Ukraine siden 2014 og har nu omkring 35 ansatte i landet.

Kilder: Dansk Røde Kors, UNHCR

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu