Fordrevne palæstinensere vender tilbage til landskab af ruiner
Med deres personlige ejendele er fordrevne palæstinensere begyndt at vende hjemad, efter at våbenhvileaftale er trådt i kraft i Gaza. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Tusindvis af palæstinensere vender tilbage til ødelagte hjem, efter at våbenhvile i Gaza er trådt i kraft.
Med deres personlige ejendele og telte er tusindvis af fordrevne palæstinensere søndag begyndt at bevæge sig nordpå i Gazastriben for at vende tilbage til deres hjem.
Efter 15 måneders krig, der har tvunget størstedelen af Gazas befolkning på flugt, er en aftale om en våbenhvile mellem Israel og Hamas trådt i kraft.
Få timer efter oplyste FN, at de første lastbiler med nødhjælp var ankommet til Gaza, hvor mange uden ressourcer vender tilbage til murbrokker.
I den nordlige del af Jabalia-området har hundredvis af fordrevne palæstinensere bevæget sig langs en sandsti og fundet vej til et landskab af pulveriseret beton og skeletterne af ødelagte bygninger.
- Vi kom her klokken seks om morgenen for at finde massiv og hidtil uset ødelæggelse.
- Der er ikke noget tilbage i nord, der er værd at leve for, siger Walid Abu Jiab, der er vendt tilbage til Jabalia.
På trods af ødelæggelserne har der også været øjeblikke af glæde, da folk har fejret våbenhvilen, som endte med at blive forsinket med flere timer.
I Khan Yunis i det sydlige Gaza samledes folk i gaderne, viftede med palæstinensiske flag og jublede.
- Jeg er meget glad. Jeg vil tilbage og kysse jorden i Gaza (Gaza By, red.). Jeg længes efter Gaza og vores kære, siger Wafa al-Habeel.
Våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas trådte i kraft søndag formiddag klokken 10.15 dansk tid.
Ud over nødhjælp indebærer aftalen, at kamphandlingerne indstilles, at israelske styrker gradvist skal trække sig ud af Gaza, og at Hamas skal frigive gidsler.
Samtidig skal Israel løslade flere hundrede palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde