Fordrevne syrere vender hjem til Hizbollah-højborg i ruiner

Syrerne vender hjem til Qusayr med lastvogne læsset med deres ejendele. Beboerne har været fordrevet, siden Hizbollah indtog området for mere end ti år siden. Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix

Hizbollah-bevægelsen er flygtet fra Syrien. Fordrevne beboere vender hjem til byen Qusayr, der har været højborg for den militante bevægelse i mere end ti år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Husene er i ruiner, og bygningerne står tomme med få ting smidt på gulvene.

Men udenfor rumsterer det.

Beboerne i den syriske by Qusayr er begyndt at vende hjem.

Efter Bashar al-Assads fald den 8. december er krigerne fra Hizbollah-bevægelsen flygtet fra området. Den shiamuslimske milits var allieret med Assad-regimet.

Bevægelsen har i ti år haft kontrol med byen, der ligger nær grænsen til Libanon.

- De fleste steder har været forbudt område for os, siger 22-årige Ali Khleif, der er en af de hjemvendte indbyggere.

- Selv de lokale, der ejede butikker og virksomheder her, havde forbud mod at komme ind i byen.

Der udbrød borgerkrig i Syrien i 2011. Det skete, da Bashar al-Assad slog hårdt ned på oprørere.

Efter borgerkrigens udbrud brugte oprørerne Qusayr som transitsted for våben og krigere fra Libanon.

Det fik Syriens militær til at indlede et voldsomt angreb i 2013. Hizbollah-krigere førte an i angrebet.

Den militante bevægelse erkendte herefter, at den kæmpede i Syrien til støtte for regeringen.

Angrebet ledte tusinder på flugt, heriblandt mange libanesere, der boede i Qusayr.

- Under Hizbollahs besættelse har vores by været en landbro for transport af våben til Libanon fra Syrien og Iran via Irak, siger 30-årige Ayman Soweid.

Bevægelsen har haft en militærbase og en træningslejr i byen. Bygningerne er blevet brugt som lagre for våben og ammunition.

Den by, syrerne vender hjem til, består af tomme bygninger, der ligger i ruiner. Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix

Det har bragt Israel på banen. Israelerne har i årevis ligget i krig med Hizbollah - og Iran, der står bag Hizbollah.

Israel har siden 2011 udført hundredvis af angreb i Syrien rettet mod den syriske hær og Iran-støttede grupper.

Og Qusayr har i flere omgange været i skudlinjen.

Israel har aldrig kommenteret de enkelte angreb, men har flere gange sagt, at man ikke ville tillade Iran at udvide sin tilstedeværelse i Syrien.

Nu er Hizbollah forsvundet fra byen.

Billederne af Hassan Nasrallah, afdød Hizbollah-leder, ligger ødelagt på jorden, mens varevogne læsset med de tilbagevendende indbyggere ruller ind i byen - pakket med deres ejendele.

- Beboerne er vendt tilbage til deres butikker og deres jord. Vi har tænkt os at genopbygge det hele, siger Khleif.

Det er stadig til at se nogle steder, at Hizbollah-bevægelsen har opereret i byen. Billeder af Hassan Nasrallah, deres afdøde leder, er revet i stykker eller smidt på jorden. Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix

Et andet sted i Qusayr møder nyhedsbureauet AFP den 38-årige Samar Harfouch, mens hun gennemroder bunker af murbrokker.

Hun vendte tilbage til byen lørdag. Hendes hus ligger i ruiner.

- Det her er mit hjem, og de huse dér er min mands brødres hjem, siger hun, mens hun peger.

Hun fortæller, at flere familiemedlemmer har hjem i nærheden.

- De er alle ødelagt. 12 huse er reduceret til murbrokker.

/ritzau/

Sagen kort

* Situationen i Syrien er ændret dramatisk inden for de seneste to uger, hvor Assad-regimet er blevet væltet.

* Bashar al-Assad blev væltet den 8. december efter en lynoffensiv fra oprørere ledet af den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS).

* Assad flygtede herefter til Rusland, hvor han nu er blevet tildelt asyl.

* Omkring 230.000 civile er blevet dræbt i Syriens borgerkrig fra 2011 til 2024.

* De seneste mange års krise i Syrien har tvunget mere end 12 millioner til at flygte. Omkring fem millioner er flygtet til nabolande. Resten er internt fordrevne i Syrien. Nu begynder de fordrevne indbyggere at vende hjem.

Kilder: Reuters, AFP.

/ritzau/

Bygningerne i Qusayr er plyndret for, hvad end der var af værdi. Resten er smidt, ødelagt og forladt. Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Assad-regimets styrker kørte ind i Qusayr i 2013. Styrkerne erobrede byen, og det blev hjemsted for Hizbollah frem til i dag. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.