Forfremmelse forhindrer regeringskollaps i Portugal

De seneste dages politiske krise i Portugal er tilsyneladende afsluttet, efter at lederen af koalitionsregeringens mindste parti lørdag blev udnævnt til næstkommanderende i regeringen af premierminister Pedro Passos Coelho.

Offentliggjort Sidst opdateret

Paulo Portas, leder af det lille konservative parti CDS-PP, satte gang i spekulationer om et regeringskollaps, da han for få dage siden opsagde sin post som udenrigsminister.

Men nu har han sikret sig nye ansvarsområder.

Ud over at blive udnævnt til viceleder af regeringen får Portas også ansvaret for at koordinere forhandlingerne med den såkaldte "trojka" - EU, Den Europæiske Centralbank og Valutafonden - som har stillet milliarder af euro til rådighed for Portugal.

Desuden vil hans parti få tildelt posten som økonomiminister. Den går til Antonio Pires de Lima.

- Vi er nået til enighed om en holdbar og langtrækkende aftale. Den vil sikre politisk stabilitet frem til udløbet af vores valgperiode, siger premierminister Coelho.

Rokaden er endnu ikke godkendt af præsidenten, Anibal Cavaco Silva, som mandag og tirsdag har indkaldt alle partier til møder om den seneste tids politiske uro.

Oppositionspartier på venstrefløjen forlanger udskrivning af valg.

Premierministeren siger, at aftalen med koalitionspartiet er begyndelsen på en ny fase i forsøget på at få rettet op på økonomien.

Nu vil regeringen fokusere mere på økonomisk vækst og bekæmpelse af arbejdsløsheden, der er i nærheden af rekordhøje 18 procent, lyder det.

Paulo Portas har været blandt de mest kritiske i regeringen over for de store nedskæringer, som långiverne forlanger gennemført.

/ritzau/Reuters