Siden 1954 har det Muslimske Broderskab været forbudt i Egypten. Derfor er det skelsættende, at ledende medlemmer af broderskabet nu deltager i forhandlinger med det egyptiske regime om en politisk reformkomité.
Det siger professor Jakob Skovgaard-Petersen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
- Det er historisk, fordi den egyptiske stat har erklæret Det Muslimske Broderskab illegalt, mens broderskabet omvendt har opfattet den eksisterende stat som illegitim, siger Jakob Skovgaard-Petersen og fortsætter:
- Det her er et skridt til legalisering af begge parter. Også det egyptiske regime, som er illegalt i manges øjne.
Forhandlingerne er det første skridt på vejen i forsøget på at finde en løsning på den værste krise i årevis i det nordafrikanske land.
I mødet deltog blandt andre vicepræsident Omar Suleiman og flere oppositionsgrupper, der har protesteret mod præsident Hosni Mubaraks styre.
Efter forhandlingerne fastslog en af lederne i Det Muslimske Broderskab, Mohammed Mursi, at mødet er en anerkendelse af oppositionens "legitime krav", men at der endnu er langt til enighed.
Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen deltager broderskabet i forhandlingerne for at styrke sin position og vise, at man er et ansvarligt parti, som fremover kan indgå i den parlamentariske politik i Egypten.
Den kendte oppositionsfigur Mohamed ElBaradei deltog dog ikke i forhandlingerne, og det viser, at oppositionen er splittet. ElBaradei og andre oppositionsgrupper kan dog fortsat komme ind i forhandlingerne, og derfor er udfaldet endnu usikkert, vurderer Jakob Skovgaard-Petersen.
Han tror dog ikke, at den politiske reformkomité vil være nok til at få demonstranterne til at forlade Tahrirpladsen og kravet om, at Mubarak skal gå af som præsident.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned