Forhandlinger om græsk gæld udskydes

Repræsentanter for Institute of International Finance, IIF, der forhandler med den græske regering på vegne af private kreditorer, har forladt forhandlinger i Athen og er rejst til Paris. Det siger kilder tæt på forhandlingerne.

Chefen for IIF, Charles Dallara, og hans nærmeste rådgiver, Jean Lemierre, fløj til den franske hovedstad lørdag formiddag, siger kilderne og tilføjer, at en aftale om eftergivelse af gæld næppe kan afsluttes før i næste uge.

- Disse sager er komplicerede. Vi kommer nærmere en aftale, men der er stadig en del arbejde endnu, siger en kilde.

Oplysningerne bekræftes af en talsmand for den græske regering. Han siger, at forhandlingerne mellem parterne fortsætter via telefon hen over weekenden.

IIF og den græske regering forhandlede hele fredagen, men de nåede ikke et resultat om en delvis eftergivelse af gælden.

Målet med forhandlingerne er at få de private investorer til at acceptere en nedskrivning af deres tilgodehavender i form af græske statsobligationer. Sker det, vil Grækenland få reduceret sin gæld med omkring 744 milliarder kroner.

En aftale vil indebære, at de banker og fonde, der har købt græske obligationer, taber mellem 65-70 procent.

Meget står på spil i forhandlingerne. Skulle det ikke lykkes at nå til enighed med de private investorer, er der risiko for, at Grækenland går bankerot.

Hvis kreditorerne accepterer en aftale, er vejen også banet for en udbetaling fra den redningspakke på 130 milliarder euro, som Grækenland indgik aftale om i oktober med Den Internationale Valutafond (IMF), EU og Den Europæiske Centralbank.

Det græske finansminister, Evangelos Venizelos, håber ifølge græske medier at kunne fremlægge en aftale for sine euro-kolleger mandag.

/ritzau/Reuters

Gældsforhandlinger mellem Grækenlands regering og private kreditorer er midlertidig udskudt.

Offentliggjort Sidst opdateret