Forklædte gerningsmænd dræber FN-soldat ved angreb i Mali
FN har haft fredsbevarende styrker i Mali siden 2013. Foto: Scanpix/Souleymane Ag Anara/arkiv
Scanpix/Souleymane Ag Anara/arkiv
Et stort angreb på en FN-base i Mali har kostet en soldat livet og såret yderligere adskillige personer.
En person blev dræbt, og adskillige blev såret, da gerningsmænd forklædt som FN-soldater lørdag angreb to baser uden for Timbuktu i Mali.
Målene for angrebet var en fransk base og en FN-base.
Ti franske soldater er blandt de tilskadekomne efter angrebet. Den omkomne var en del af FN's fredsbevarende styrke.
De forklædte gerningsmænd detonerede to selvmordsbomber fra biler og affyrede adskillige raketter i forbindelse med det omfattende angreb.
De var blandt andet iført hjelme, der lignede klassiske FN-hjelme.
- Terrorister iført blå hjelme i biler med sprængstoffer - den ene bil malet i den maliske hærs farver og den anden i FN's farver med "FN" påtrykt - forsøgte at infiltrere baserne, siger den maliske regering i en udtalelse.
FN's fredsbevarende styrke og det franske militær, der er udstationeret i Mali, har været under næsten konstant pres fra militante, tungt bevæbnede grupper i området i løbet af det seneste år.
Alligevel er lørdagens angreb mere omfattende end sædvanligt.
FN oplyste i sidste måned, at 162 personer udstationeret i Mali er blevet dræbt siden 2013. Det gør missionen i Mali til FN's mest dødelige fredsbevarende operation verden over.
En fredsaftale fra 2015 underskrevet af den maliske regering og separatistgrupper har ikke formået at ende volden i det nordlige Mali.
Islamister har også flere gange rettet angreb mod højtprofilerede personer i Malis hovedstad, Bamako, og i Burkina Faso og Elfenbenskysten.
FN's fredsbevarende mission i landet, Minusma, har formelt haft ansvaret for sikkerheden i Mali siden 2013.
Frankrig har også været i landet siden 2013. Den franske styrke, Barkhane, har i dag cirka 4000 soldater udstationeret.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker