Forkrøblet krydstogtskib ankommer til havn

Det rapporterer en journalist fra AFP på stedet.

Luksuslineren, som har ligget uden strøm gennem tre dage i piratbefængte farvande, slæbes adstadigt frem af en fransk tunfiskerbåd og ledsages af fartøjer fra kystvagten.

Costa Allegra, som har over 1000 mennesker om bord, ejes af samme rederi som det katastroferamte Costa Concordia.

Krydstogtsskibet forlod Madagaskar lørdag med kurs mod Seychellerne i Det Indiske Ocean. Men der udbrød brand i maskinrummet, og skibet udsendte et mayday.

Ilden blev slukket efter nogle timer, og ingen af de ombordværende kom noget til.

Branden slog dog de elektriske installationer og maskinmotorerne ud, og skibet flød kursløst rundt uden strøm.

Siden blev skibet taget på slæb af fiskerbåden, og helikoptere har leveret mad til de mange cruisegæster om bord.

Skibsbranden bragte hurtigt tankerne tilbage til ulykken på Costa Concordia den 13. januar. Krydstogtskibet forulykkede ved øen Giglio i Italien, da det sejlede for tæt på kysten.

Costa Condordia ligger stadig ud for øen - halvdelen under vand. Skibet havde over 4000 mennesker om bord. 25 mennesker omkom, og 7 er fortsat savnet.

/ritzau/AFP

Det brandskadede, italienske krydstogtskib Costa Allegra kan torsdag morgen ses fra den havn på øgruppen Seychellerne, som skibet er på vej til.

Offentliggjort Sidst opdateret