Formodet IS-sympatisør anholdt for bombeplaner i USA
Mand fra Ohio havde angiveligt planer om at angribe amerikanske politikere i Kongressen med våben og bomber.
En ung mand fra den amerikanske delstat Ohio er onsdag blevet anholdt og sigtet for planer om at angribe Kongressen i USA med våben og bomber, viser retsdokumenter.
Den 20-årige mistænkte skulle angiveligt have erklæret sig i ledtog med den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS).
Ifølge retsdokumenterne har den sigtede undersøgt, hvordan man kan lave rørbomber, ligesom at han skulle have købt en halvautomatisk riffel og 600 patroner.
Han havde angiveligt planer om at rejse til Washington for at udføre sit angreb.
Manden har på Twitter indikeret, at han støtter IS.
I chatbeskeder til en ansat hos det amerikanske forbundspoliti, der arbejdede under dække, skulle den mistænkte have givet udtryk for, at han ikke havde direkte støtte fra en bestemt gruppe til at udføre et angreb, men at han allerede "havde fået grønt lys fra brødrene derovre og Anwar al-Awlaki før hans martyrdød og mange andre".
Awlaki, der var en ledende skikkelse i al-Qaeda, blev dræbt i et droneangreb i Yemen i 2011 og var med til at sprede terrornetværkets budskab i den vestlige verden.
Ifølge retsdokumenterne mødtes FBI-meddeleren i november med den mistænkte, som fortalte, at han betragtede medlemmer af Kongressen som sine fjender.
Samtidig skulle han ved mødet have fortalt om en plan, der indebar at placere rørbomber ved Kongressen og bruge våben til at dræbe ansatte inde i bygningerne.
Den 20-årige er sigtet for forsøg på at dræbe en amerikansk embedsmand og for besiddelse af et våben til brug i en kriminel voldshandling.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker