Formodet narkoopgør fører til 11 dødsfald på grænsen til USA
En soldat går ind i et hjem, der er blevet beskudt. Initialerne på væggen, CDG, er Golf-kartellets initialer. Foto: /ritzau/AP/Eduardo Verdugo
/ritzau/AP/Eduardo Verdugo
I Mexico har formodede opgør mellem rivaliserende narkobander ført til 11 dødsfald siden søndag.
En stime af skyderier ved Mexicos grænse til USA har ført til, at mindst 11 personer er blevet dræbt i delstaten Tamaulipas.
Det oplyser myndigheder i landet mandag.
Skyderierne i grænsebyen Reynosa og den nærliggende by Rio Bravo begyndte sent søndag aften. Området har ofte haft problemer med bandeopgør og narkokriminalitet.
Søndag stjal revolvermænd nogle køretøjer, som de satte op for at afspærre veje i området. Desuden lagde de bøjede søm ud på vejene, så de kunne slippe væk, uden at nogen kunne følge efter dem.
Myndigheder tilkaldte hjælp fra en helikopter, der skulle støtte styrker, som forsøgte at fjerne blokaderne på vejene.
En gruppe på fire revolvermænd blev dræbt nær en tankstation, efter at de havde åbnet ild mod en militærpatrulje, oplyser myndighederne.
Tre andre lig blev fundet forskellige steder i Rio Bravo.
Reynosa ligger på grænsen til den amerikanske delstat Texas.
Politiet i området har fundet 13 køretøjer, der er blevet pansret med stål. Sådanne køretøjer bliver ofte brugt af narkobander i delstaten Tamaulipas.
Betjente har desuden fundet seks håndgranater, 17 affyrede riffelgranater og mere end 30 håndvåben.
Blandt de omkomne er en mand, der sammen med et barn havde søgt sikkerhed i et hus under kugleregnen.
Manden og barnet bevægede sig ud på gaden, da skyderierne tilsyneladende var stoppet. Men manden blev ramt og døde efterfølgende.
Skyderierne i området finder sted, efter at en anden nordlig mexicansk delstat, Chihuahua, fredag blev ramt af en lignende episode.
Her blev tilfældige mennesker også ofre for skududvekslinger mellem to stridende parter.
Dødstallet efter den hændelse er på syv personer. De to hændelser er dog umiddelbart ikke relateret.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker