Forsker om 9. maj-scenarier: Forventer ingen optrapning af krigen
Hvert år markerer Rusland sin sejr over Nazityskland under Anden Verdenskrig med militærparader i Moskva og landet over. (Arkivfoto). Foto: Dmitri Lovetsky/Ritzau Scanpix
Seniorforsker mener, at det vil være svært for Putin at overbevise om, at krigen i Ukraine skal optrappes.
Den 9. maj bliver skelsættende for Ruslands krig i Ukraine.
Sådan har forudsigelserne lydt fra adskillige forskere, journalister og medier verden over.
Men når Rusland mandag markerer sin sejr over Nazityskland under Anden Verdenskrig, betyder det ikke nødvendigvis, at præsident Vladimir Putin vil annoncere en optrapning af krigen.
Faktisk vil der formodentlig ikke ske det store. Det vurderer Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
Han har særligt forsket i forholdene efter Sovjetunionens sammenbrud, herunder Rusland og Ukraine.
- Det mest sandsynlige er, at der ikke sker noget, siger han.
- At Putin vil tale om krigen på samme måde, som han har gjort hidtil, som en vigtig, forpligtende indsats, der vil fortsætte, siger han.
Han henviser til, at Kreml har annonceret, at de parader, der finder sted på den Røde Plads i Moskva og andre steder i Rusland, i år bliver nedskaleret.
Ifølge Flemming Splidsboel Hansen er de andre scenarier, der har været på tale, at Putin vil optrappe krigen i Ukraine.
Eller at han vil forøge at sætte et punktum og erklære hel eller delvis sejr i de besatte østlige og sydlige områder af landet - herunder Mariupol.
En optrapning af krigen vil ifølge forskeren kræve meget af Putin.
- Det scenarie, hvor der kommer en større mobilisering, kan være problematisk for Putin. Det vil ikke være lige til, for det rykker krigen tættere på befolkningen, siger Flemming Splidsboel.
- Han vil blive nødt til at omtale, at det er krig, der forgår. Erklære den og sige, at nu er der en anden situation, og at man bliver nødt til at trække bredere på det russiske samfund for at håndtere den.
Hidtil har Rusland omtalt krigen som en "særlig militær operation".
For at retfærdiggøre en eventuel optrapning vil Putin ifølge Splidsboel skulle argumentere for, at Vestens indblanding har ændret spillereglerne.
- Og at der nu føres krig mod Vesten, hvorfor man er nødt til at mobilisere til en helt ny situation end den, der var den 24 februar, siger forskeren.
- Jeg vil også kunne se det scenarie for mig. Men det vil ikke være let for Putin at gøre, fordi det vil gøre krigen virkelig for folket på en anden måde.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker