Forsker om Korea-aftale: Det er vigtig symbolpolitik
Fredag satte de to ledere af Nord- og Sydkorea deres underskrifter på en historisk aftale, der arbejder for fred mellem de to lande på den koreanske halvø. Foto: Scanpix/Korea Summit Press Pool
Scanpix/Korea Summit Press Pool
Fredagens aftale mellem Nord- og Sydkorea er en afgørende hensigtserklæring, mener Asien-forsker.
Fredagens aftale mellem Nord- og Sydkorea har ikke nogle klare linjer for, hvornår og hvordan de vil nå aftalens målsætninger.
Men det er en hensigtserklæring, der er meget afgørende for forholdet mellem de to lande.
Det siger Geir Helgesen, der er direktør for Nordisk Institut for Asienstudier (Nias) under Københavns Universitet.
- Det er symbolpolitik, men symbolpolitik er forfærdelig vigtigt.
- Vi har et delt land, som har været i krig og ikke har haft en fredsaftale, kun en våbenhvile. Nu har de to ledere sat sig sammen og er blevet enige om at arbejde hen imod en normalisering af forholdet mellem dem, lyder det fra Geir Helgesen.
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, blev i aftalen enige om at indstille fjendtlige aktiviteter mod hinanden. Det indebærer blandt andet en målsætning om, at både Nord- og Sydkorea skal være frie for atomvåben.
Det er noget, der måske er lettere sagt end gjort. I hvert fald bliver det svært at gennemføre den målsætning uden at have USA med i diskussionen, siger Geir Helgesen.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at aftalen allerede er gældende, og at den er uafhængig af, hvad USA mener om sagen.
I aftalen står der også, at de to lande vil arbejde for at mødes med USA og Kina med henblik på at ende striden på den koreanske halvø.
Geir Helgesen påpeger, at fredagens møde mellem de to ledere har en enorm betydning for borgerne i de to koreanske lande. Det viser dem, at der nu er taget første skridt til en hverdag med fred i stedet for frygt.
- Der sidder 80 millioner mennesker i Nord- og Sydkorea, som kigger på fjernsynet og ser deres ledere smile og holde om hinanden. Det giver dem håb om, at verden kan forandre sig og at de ikke længere skal leve i frygt for krig, siger Geir Helgesen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned