Forsker: Overhuset kæmper mod tiden med brexitlov
Et lovforslag, der skal blokere for brexit uden aftale i oktober, er stemt igennem det britiske Underhuse. Forslaget mangler stadig at blive vedtaget i Overhuset, inden det endeligt kan godkendes af dronningen. (Arkivfoto). Foto: Niklas Halle''n/Ritzau Scanpix
Niklas Halle''n/Ritzau Scanpix
Det britiske Overhus har taget madrasser og soveposer med på arbejde for at nå at færdigbehandle lovforslag.
Det britiske Overhus tager særlige midler i brug for at nå at behandle et lovforslag, der skal sikre, at brexit ikke kan ske uden en skilsmisseaftale ved udgangen af oktober.
Der er mange ændringsforslag, der skal debatteres og gennemgås inden fredag eftermiddag, og tiden er knap.
Det fortæller Marlene Wind, der er professor og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.
- Man har rustet sig med madrasser og soveposer, så man kan fortsætte til langt ud på natten, siger hun.
Forslaget går på at udskyde brexit til 31. januar, hvis ikke premierminister Boris Johnson formår at få en aftale igennem parlamentet inden 19. oktober.
Alternativt skal et flertal i parlamentet acceptere et brexit uden aftale.
- Hele processen med at få et lovforslag igennem er meget presset og skal godkendes af Overhuset, og det har man ganske få dage til at få på plads, siger Marlene Wind.
Lovforslaget blev vedtaget i Underhuset onsdag. Derefter er det Overhusets tur.
Ifølge BBC har der har været et gennembrud i forhandlingerne mellem det konservative regeringsparti og Labour, men der er stadig meget at nå.
Natten til torsdag forhandlede parterne, og en række ændringsforslag blev stemt hurtigt igennem.
Det er overraskende, fordi de Konservative, der er i mindretal i Overhuset, havde fremsat omkring 100 ændringsforslag til loven.
- Overhuset kan ikke afvise lovforslaget, men de kan komme med ændringsforslag, og det kan godt få processen til at trække ud, siger Wind.
Ifølge BBC forventer Overhuset at være færdig med at behandle alle dele af lovforslaget fredag klokken 18.00 dansk tid.
Processen er særligt under pres, fordi Boris Johnson har fået suspenderet parlamentet fra begyndelsen af næste uge og indtil 14. oktober.
Men det tyder på, at Overhuset vil nå det, påpeger Henrik Larsen, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
- Ifølge de seneste oplysninger kommer det til at gå meget hurtigere end forventet, siger han.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker