Forsker: Svenske ekstremister griber til selvtægt
Svenske ekstremisters planlagte konfrontation med flygtningebørn er en alvorlig eskalation, siger forsker.
Asylcentre og moskéer har været udsat for brandattentater, men for første gang er der nu også optræk til voldelige konfrontationer mellem svenske højreekstremister og flygtninge.
Fredag aften samledes op mod 100 maskerede mænd i det centrale Stockholm, og ifølge svensk politi var det angiveligt målet at angribe uledsagede flygtningebørn.
- Det virker til at være en meget voldsom eskalation, siger forsker i ekstremisme Chris Holmsted Larsen, RUC.
- At samle 100 personer til pludselig at lave spontane overfald midt i Stockholm er en skærpelse, der vækker bekymring, lyder det fra RUC-forskeren.
Ifølge svensk politi har nogle af angrebsmændene tilknytning til svenske fodboldklubber.
Det overrasker ikke Chris Holmsted Larsen.
- Der er tradition for, at der i nogle af de meget ekstreme hooliganmiljøer er et overlap med højreekstreme miljøer, og det tyder på en form for aftalt voldsudøvelse mellem hooligangrupper i Stockholm, siger forskeren.
Han ser det som udtryk for den ophedede stemning omkring flygtningekrisen i Sverige.
- Det er flygtningekrisen i Sverige, som i den grad har ophidset højreekstreme miljøer, som gør, at de nu er nået til et punkt, hvor de ikke bare kritiserer og demonstrerer, men også er villige til at bruge vold, siger Chris Holmsted Larsen.
Det er en følelse af, at politikerne og myndighederne ikke gør nok for at bremse tilstrømningen af udlændinge, der får ekstremisterne til at ty til selvtægt, forklarer han.
Også i Tyskland har der været optræk til lignende konfrontationer - ikke mindst efter de seksuelle overgreb mod tyske kvinder i Köln nytårsaften.
Der har ikke på samme været tilløb til voldelige konfrontation på dansk jord, men det kan ifølge ekstremismeforskeren ikke udelukkes, at det kan forekomme.
- Den retorik, der ligger til grund, ser man også i højreekstreme miljøer herhjemme, men indtil videre har miljøerne i Danmark ikke evnet at mobilisere på samme måde som i Sverige, siger Chris Holmsted Larsen.
Svensk politi har anholdt én person for vold mod en politibetjent i forbindelse med uroen fredag aften. Ifølge nyhedsbureauet TT er han lørdag morgen løsladt igen, omend han fortsat er mistænkt i sagen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker