Forskere: Over en million kinesere kan dø i 2023 af covid-19
Folk står i kø foran et hospital i Hangzhou i Kinas østlige provins Zhejiang for at blive corona-testet. Det er scener som disse, der forlængst er overstået i Danmark og det øvrige Vesten, hvor de fleste har været effektivt vaccineret og gradvist har tålt den naturlige smitte med virusset i takt med, at nedlukningerne er blevet ophævet. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Efter Kinas leder, Xi Jinping, har lettet på de hårde nedlukninger mod covid-19, ventes en smitteeksplosion.
Gaderne i Kinas største byer var ildevarslende stille søndag. Folk er blevet hjemme for at beskytte sig mod en bølge af smitte med covid-19.
Sygdommen har spredt sig fra nord til syd i det mægtige land, og et amerikansk institut med speciale i virussygdomme advarer ifølge Reuters om, at der kan blive tale om en ren eksplosion af smittede. Over en million kinesere kan dø af covid-19 i 2023
De mange smittede er blevet registreret, efter Kinas leder, Xi Jinping, har lettet på den benhårde isolations- og karantænepolitik, der har været brugt for at hindre spredning af corona.
Det førte i løbet af efteråret til usædvanlige demonstrationer rundt om i landet mod de gentagne nedlukninger, som regimet nidkært gennemførte. Mange kinesere var på desperationens rand.
Kina har endnu ikke siden 7. december, da restriktionerne meget abrupt blev ophævet, officielt bekræftet nogen covid-dødsfald.
Omikron-varianten, der er velkendt i Danmark og Europa, er stærkt smitsom. Den får nu frit løb til at rase i Kina. I modsætning til de fleste i Vesten er kineserne relativt dårligt vaccinerede, og de har ikke på samme måde oplevet den naturlige smitte, der giver en vis resistens over for sygdommen.
Institute for Health Metrics and Evaluation (IHME), en forskningsenhed i USA, forudser, at over en million kinesere kan dø i løbet af det næste år af virussygdommen.
IHME tror, at sygdommen vil toppe omkring 1. april. På det tidspunkt kan 322.000 være døde med covid-19. Og cirka en tredjedel af de 1,4 milliarder kineser vil på det tidspunkt være blevet smittet, siger instituttets leder, Christopher Murray.
- Ingen troede, at de ville fastholde deres nul-covidpolitik så længe, som de gjorde, siger han.
Han anerkender, at Kinas stramme nedlukninger har været effektive til at holde nogle af de tidligere varianter af covid-19 i ave.
Men omikrons stærke smitteeffekt har gjort det umuligt for kineserne at bekæmpe sygdommen ved at holde kineserne spærret inde i deres hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker