Forsøg med skoleuniformer er del af Macrons nye reformer
Den franske præsident håber at få vendt stemningen i sin anden præsidentperiode efter omstridte reformer.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har tirsdag lanceret en lang række politiske reformer, som skal skabe ny dynamik i hans anden præsidentperiode, hvor han har mistet popularitet - blandt andet på grund af en forhadt pensionsreform.
Reformplanerne er blevet offentliggjort, en uge efter at Macron udpegede den 34-årige Gabriel Attal til ny premierminister.
Attal, som var undervisningsminister, afløste Elisabeth Borne på posten som regeringschef.
Borne havde været premierminister i mindre end to år og havde i den tid været gennem mindst 18 mistillidsafstemninger i det franske parlament.
Blandt andet i september, hvor der blev afholdt en mistillidsafstemning, efter at Borne havde gennemtvunget en ny finanslov uden parlamentets accept.
I bestræbelserne på at få skabt en ny reformbølge indføres der blandt andet et forsøg med skoleuniformer på omkring 100 uddannelsesinstitutioner.
- Skoleuniformer, der fjerner ulighed mellem familier og samtidig skaber gode vilkår for respekt, vil blive afprøvet fra i år på omkring 100 skoler som en frivillig ordning, lyder det fra præsidenten.
Der indføres også nye muligheder for forældreorlov og i hele økonomien gennemføres en række liberale reformer, som skal gøre Frankrig stærkere og mere konkurrencedygtigt.
Macron har ikke på forhånd den fornødne støtte i parlamentet, og han må appellere til forskellige partier for at styrke kampen for mere innovation og mere produktion i det franske samfund.
- Frankrig vil blive stærk, hvis det får styrket dets finansielle uafhængighed, siger præsidenten, som også er under pres fra højrefløjen, der står til at vinde europaparlamentsvalget om fem måneder.
- Der er en blind plet i Frankrig, siger Macron, som håber at få opbakning til en reformbølge, som ikke skaber dybe kløfter i befolkningen, som det skete med pensionsreformen og med immigrationsreformer sidste år.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker