Første evakuerede fra Gaza er landet i Danmark
Mange mennesker venter ved grænseovergangen ved Rafah i Gaza. Fire på dansk evakueringsliste er kommet ud af Gaza. To af dem er nu landet i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto).
Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Dansk spædbarn og palæstinensisk mor er landet i Københavns Lufthavn. To andre ventes at ankomme tirsdag.
Et dansk barn og barnets palæstinensiske mor, som søndag blev evakueret fra Gaza, er landet i Danmark mandag eftermiddag.
Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.
- Det er meget positivt, at de første fra den danske evakueringsliste nu er kommet ud af Gaza og er ankommet til København. Evakueringen af de fire personer er gennemført efter godt og konstruktivt samarbejde med de israelske og egyptiske myndigheder, hedder det i en kommentar fra Udenrigsministeriet.
To øvrige personer, der også blev evakueret søndag, ventes at ankomme tirsdag.
Udenrigsministeriet skriver desuden, at ministeriet ikke kan gå i yderligere detaljer om personerne, og at man fortsat arbejder på at få de resterende på den danske evakueringsliste ud af Gaza.
Der er i alt 20 personer på den danske evakueringsliste.
Flere medier skriver, at morens navn er Heyam Ayesh, og at hun er palæstinenser, mens faderen er dansk statsborger.
Han har i ugevis forsøgt at få barn og mor ud af Gaza.
DR har talt med moren, der har berettet om barske vilkår i Gaza, hvor hun måtte putte vat i barnets ører for at få det til at falde til ro under bombardementerne.
Statsminister Mette Frederiksen kommenterede på evakueringsindsatsen søndag.
Her kaldte hun det glædeligt, at de første fra den danske evakueringsliste har krydset grænsen til Egypten, og at de snart ville være i trygge rammer igen.
- De danske myndigheder fortsætter indsatsen for at få de tilbageværende evakueret fra Gaza, udtalte hun i en skriftlig kommentar til Ritzau søndag.
Israel bomber Gaza, efter at landet blev angrebet af den fundamentalistiske bevægelse Hamas den 7. oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker