Første private rumbesætning betræder ISS efter 23 timers rejse
Fredag formiddag lokal tid lettede Falcon 9-raketten fra Cape Canaveral i Florida med kurs mod Den Internationale Rumstation (ISS). Foto: Steve Nesius/Reuters
Fire mænd er ankommet på Den Internationale Rumstation. De anslås at have betalt 377 millioner per billet.
Verdens første private rumbesætning er lørdag eftermiddag dansk tid nået frem til Den Internationale Rumstation (ISS) og er gået om bord på rumstationen.
Missionen med navnet Ax-1 lettede tidlig fredag aften dansk tid fra Cape Canaveral i en Crew Dragon-kapsel med hjælp fra en Falcon 9-raket.
Turen til rumstationen tog næsten 21 timer, hvorefter der gik yderligere to timer, før besætningen kunne gå fra kapslen og om bord.
Holdet består af den amerikanske iværksætter Larry Connor, den israelske iværksætter og pilot Eytan Stibbe, den canadiske investor Mark Pathy samt den spansk-amerikanske astronaut Michael López-Alegría.
- Vi er her for at opleve det, men vi forstår, at der er et ansvar, siger Larry Connor ved ankomsten gennem en livesending hos Nasa.
Michael López-Alegría er tidligere astronaut hos den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, og leder missionen.
Bag missionen står Axiom Space sammen med Nasa og det private rumfartsselskab SpaceX, der ejes af milliardæren Elon Musk.
Der har været rumturister på ISS adskillige gange før. Med Ax-1 er det dog første gang, at der er tale om en udelukkende privat besætning.
Ifølge medierapporter har billetterne til missionen kostet omkring 55 millioner dollar per person svarende til cirka 377 millioner kroner.
Forud for missionen tog Michael López-Alegría afstand fra udtrykket "rumturister" og påpegede, at det ikke er en ferie for besætningen.
Efter planen skal de fire mænd tilbringe omkring en uge på rumstationen, før de vender tilbage til Jorden.
Under opholdet på ISS skal de deltage i forsknings- og filantropiprojekter - meget lig det arbejde, som regeringsbetalte astronauter udfører under længere ture til ISS.
Den Internationale Rumstation har siden 1998 kredset omkring Jorden med en hastighed på cirka 28.000 kilometer i timen - svarende til 16 kredsløb om Jorden i døgnet.
Rumstationen ligger i en højde af cirka 386 kilometer over Jorden og vejer omkring 450 ton. Efter planen skal rumstationen pensioneres i 2031 og styrtes ned i havet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde