Forsvarschef roser afghanske soldater

Talibans ledelse har givet ordre til, at angrebet mod Afghanistans hovedstad Kabul skulle foregå så mange steder som muligt. Formålet er at give det indtryk af, at Taliban er overalt.

Det siger den britiske forsvarschef, general David Richards, og tilføjer, at de afghanske styrker reageret resolut på angrebene og gør dermed den kritik, de er udsat for, til skamme.

Selvmordsbombemænd sprængte sig selv i luften flere steder i Kabul, mens militante var i ildkamp med sikkerhedsstyrker inde i et indkøbscenter i lys lue.

- Taliban har givet ordre til, at deres folk skulle angribe så mange forskellige steder, som de overhovedet kan. Det gør ikke noget, om det lykkes eller ej, bare det efterladet et indtryk af, at Taliban er overalt, siger Richards.

- Det betyder ikke, at vi deraf skal slutte, at de er utroligt populære Robin Hood-typer, siger han efter en forelæsning på Det Internationale Institut for Strategiske Studier.

Han siger, at han har kontaktet venner i Kabul, og at "deres vurdering er, at rent faktisk har afghanerne håndteret det meget godt. Jeg synes, at de har håndteret det godt på alle niveauer."

- Deres reaktion var professionel og resolut. De omringede angriberne, siger Richards og tilføjer:

- Hvis kritikerne af det afghanske nationale sikkerhedssystem har ret, så kunne soldaterne være brudt sammen, fordi angrebet finder sted lige i hjertet af Kabul. Det er et psykisk chok for alle.

Han siger, at Taliban bevidst forsøger "at skabe det indtryk hos alle, at de er overalt, og at de kan trænge ind overalt."

/ritzau/Reuters

De koordinerede angreb fra Taliban i Afghanistans hovedstad Kabul er ifølge den britiske forsvarschef et forsøg på at give det indtryk af, at man er overalt.

Offentliggjort Sidst opdateret