Forsvarschefer skal drøfte plan for fredsbevarende styrker i Ukraine
Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, mener, at den russiske præsident, Vladimir Putin, skal komme til forhandlingsbordet. Foto: Leon Neal/Reuters
Leon Neal/Reuters
Anført af Storbritannien går en række lande nu i gang med "en operationel fase" for at sikre fred i Ukraine.
En række landes forsvarschefer skal mødes på torsdag i Storbritannien for at diskutere detaljerne omkring fredsbevarende styrker i Ukraine.
Det siger Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, lørdag på et pressemøde efter et virtuelt møde omhandlende støtten til Ukraine.
- Vi bevæger os ind i en operationel fase, siger Starmer uden at uddybe yderligere.
26 lande var repræsenteret ved mødet, heriblandt den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).
Det er uvist, hvor mange og hvilke lande, som vil være til stede på torsdagens militære møde.
Om Danmark deltager, vides ikke. Det kan hverken Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriet eller Statsministeriet svare på.
Efter lidt frem og tilbage udtalte den danske regering i sidste uge, at Danmark er klar til at deltage i en koalition af lande, som vil sende europæiske styrker til Ukraine for at opretholde freden, hvis det bliver en del af en mulig våbenhvile eller fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.
- Danmark bidrager selvfølgelig i den fase, hvor der er en våbenhvile eller egentlig fredsaftale, og der er brug for - som en del af nogle sikkerhedsgarantier - europæiske militære kapaciteter til stede i Ukraine, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Starmer udtaler lørdag, at de deltagende lande på det virtuelle møde er blevet enige om at "fremrykke det praktiske arbejde", så man hurtigt er klar til at sende fredsbevarende styrker til Ukraine.
Han opfordrer desuden den russiske præsident, Vladimir Putin, til at indgå en aftale om våbenhvile, hvilket Ukraine allerede har meldt sig klar til.
- Putin må før eller siden sætte sig ved forhandlingsbordet, siger Starmer, som gentager, at USA spiller en afgørende rolle i forbindelse med en fredsaftale eller våbenhvile.
Det er anden gang, at Starmer er vært for et møde om Ukraine. Her deltager lande, der betegnes som "en koalition af villige".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde