Der bliver intet forbud mod olieboringer på dybt vand, men til gengæld skal sikkerhedsreglerne for boringerne strammes og harmoniseres i EU.
Sådan lyder budskabet fra EU-kommissionen, der siden oliekatastrofen den 20. april i den mexicanske golf har kigget på nye regler for boringerne.
- Vi må sikre os, at en katastrofe som den, der er sket i Den Mexicanske Golf, ikke kan ske i europæiske farvande. Det er grunden til, at vi foreslår, at hvad der er den bedste praksis i dag i Europa, bliver standarden overalt i EU.
Det siger Günther Oettinger, der er EU's energikommissær.
I et udkast til et forslag fra kommissionen, som blev lækket i sidste uge, fremgik det ellers, at man overvejede et midlertidigt forbud mod boringerne, så længe ulykken i den mexicanske golf blev undersøgt.
Efter stærk kritik fra blandt andet britiske medlemmer af Europaparlamentet, der frygtede, at et forbud ville koste arbejdspladser, er det nu trukket ud af forslaget.
Meningen med de nye fællesregler er blandt andet at sikre, at olieselskaberne har penge nok til at betale for oprydningen efter eventuelle uheld, som det olieselskabet BP var ude for i april.
Yderligere skal olieselskaberne i det nye forslag fjerne forureningen og genoprette miljøet efter skader som følge af et uheld i en afstand af op til 200 sømil fra kysten mod de nuværende 12 sømil.
EU-Kommissionen venter, at man vil være i stand til at fremsætte konkrete forslag til harmoniseringen af EU's regler til sommer næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned