Fortsat intet nyt i mellemøstforhandlinger

Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, siger, at han vil mødes til nye samtaler med USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, lørdag.

Mødet er en fortsættelse af forsøget på at finde en løsning på striden mellem israelerne og palæstinenserne i Mellemøsten - og holde forhandlingerne i live.

- Der er intet nyt indtil videre, sagde Abbas fredag på vej ud fra et møde med Clinton i New York.

Abbas afviste tidligere fredag et forslag fra Israel om et kompromis omkring det israelske midlertidige stop for byggeri i bosættelserne på Vestbredden.

Ifølge Israel vil kompromiset ikke omfatte et "komplet stop" for alt byggeri i bosættelserne.

- Et total stop for byggeriet af bosættelser i de palæstinensiske områder, herunder i Jerusalem, skal stå ved magt. Vi afviser enhver delvis løsning, siger en talsmand for Abbas.

Hillary Clinton har forsøgt at bruge sin politiske indflydelse til at få sat nyt skub i de fastlåste fredsforhandlinger. Det fik de to parter tilbage til forhandlingsbordet for første gang efter en 20 måneder lang pause.

Forhandlingerne overskygges dog af den snarlige deadline for det israelske midlertidige stop for byggeri i bosættelserne på Vestbredden. Det udløber i weekenden.

/ritzau/AFP

Der er fortsat intet nyt i fredsforhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne. Palæstinensernes leder mødes til nye samtaler med Hillary Clinton lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret