Frankrig åbner døren for øjeblikkelig Nato-invitation til Ukraine
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noel Barrot (tv.), er på besøg i Ukraine denne weekend. Her ses han med den ukrainske udenrigsminister, Andrii Sybiha. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Allierede taler om, at Ukraine skal inviteres til at blive medlem af Nato, siger Frankrigs udenrigsminister.
Frankrig er åben for, at Ukraine får en øjeblikkelig invitation til at blive en del af forsvarsalliancen Nato.
Det siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, lørdag under et besøg i Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Med hensyn til invitationen til Ukraine om at blive medlem af Nato, er vi åbne over for det. Det er en diskussion, vi har med vores allierede, siger han under en pressekonference.
Her deltager også Ukraines udenrigsminister, Andrii Sybiha.
Tidligere lørdag har det russiske udenrigsministerium udtalt, at et Nato-medlemskab til Ukraine vil gøre det umuligt for parterne at nå frem til en diplomatisk løsning på krigen.
I stedet vil det lede til en eskalering, lyder advarslen.
Jean-Noel Barrot har taget turen til Ukraine for at sende et budskab om, at det er det europæiske kontinents sikkerhed, der er på spil i krigen.
Tidligere har den franske udenrigsminister sagt, at han havde en intention om at diskutere spørgsmålet om russiske bortførelser af ukrainske børn.
Besøget finder sted, blot få dage efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var til topmøde i Bruxelles.
Her brugte han tiden på at tale om sin såkaldte sejrsplan.
Det første og formentlig vigtigste punkt i planen er Nato-medlemskab til Ukraine uden betingelser, når krigen er afsluttet.
Ukraine ønsker desuden hjælp til at opbygge et stærkt militær, der - uden atomvåben - skal kunne afskrække Rusland fra ny aggression, når krigen er slut.
Rusland mener, at planen er en illusion i lyset af den militære situation, men det afviser Zelenskyj.
- Det gode ved planen er, at den ikke afhænger af Ruslands ønsker. Den afhænger kun af viljen hos vores allierede. Det gør det muligt at gøre planen til virkelighed, sagde Zelenskyj.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker