Frankrig beder FN sende fredsbevarende styrke til Mali
Frankrig har bedt FN's Sikkerhedsråd om at oprette en fredsbevarende styrke, der skal sendes til Mali, når franske styrker i marts forlader det konfliktramte nordvestafrikanske land.
Det siger den franske ambassadør ved FN, Gerard Araud, der føjer til, at Sikkerhedsrådet overvejer forslaget.
Den franske forespørgsel til FN kommer kort efter, at regeringen i Paris meddelte, at den begynder at trækker sine cirka 4000 soldater i Mali hjem i marts.
Styrken er i Mali for at nedkæmpe militante islamistiske grupper, der har indført sharialove i den nordlige del af landet.
Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, siger, at en fredsbevarende styrke kan være på plads i Mali en gang i april.
- I det øjeblik, sikkerheden i Mali er sikret, kan vi indgå i rammerne for en fredsbevarende styrke, siger Laurent Fabius.
Frankrig siger, at den under den månedlange aktion i Mali har dræbt hundredvis af væbnede islamistiske oprørere, men at de franske soldater stadig bliver angrebet i flere byer i den nordlige del af Mali.
Det er Frankrigs hensigt gradvist at overdrage ansvaret for sikkerheden i Mali til en FN-støttet styrke på op mod 8000 mand fra vestafrikanske lande, der kaldes AFISMA.
Fabius siger, at den vestafrikanske styrke bør indgå i en fredsbevarende FN-styrke, da det vil give både organisatoriske og finansielle fordele.
Onsdag kom franske og afrikanske soldater i hård kamp med oprørere i byen Gao, der er det nordlige Malis største by.
- Oprørere har ramt os med raketter og granater i og omkring Gao. Vi kæmper en reel krig, siger den franske forsvarsminister, Jean-Yves le Drian.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet