Frankrig får sin yngste premierminister nogensinde
Gabriel Attal bliver den yngste premierminister i Frankrigs historie. (Arkivfoto). Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
34-årige Gabriel Attal afløser den tidligere premierminister i Frankrig Elisabeth Borne.
Frankrig har fået ny premierminister.
Det står klart, efter at præsident Emmanuel Macron tirsdag har udpeget den nuværende undervisningsminister - 34-årige Gabriel Attal - til at afløse Elisabeth Borne på posten.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Attal bliver den yngste premierminister i Frankrigs historie og den første, som er åbent homoseksuel.
Mandag trådte Elisabeth Borne tilbage som premierminister. Det var derfor ventet, at Macron ville udpege en ny premierminister tirsdag.
Borne har været premierminister i mindre end to år og har i den tid været gennem mindst 18 mistillidsafstemninger i det franske parlament.
Blandt andet i september, hvor der blev afholdt en mistillidsafstemning, efter at Borne havde gennemtvunget en ny finanslov uden parlamentets accept.
Borne blev premierminister i maj 2022.
Premierministeren i Frankrig udpeges af den siddende præsident og står til ansvar over for parlamentet. Premierministeren skal have opbakning af et flertal af parlamentets medlemmer.
I det franske politiske system lægger præsidenten regeringens politiske linje. Premierministeren er ansvarlig for den daglige ledelse af regeringen.
Frankrigs regering har kæmpet flere svære politiske kampe det seneste år. Især regeringens reform af det franske pensionssystem - og hævelsen af pensionsalderen - har affødt kritik og kostet folkelig opbakning.
En omrokering af regeringen ses som afgørende for Macron, hvis han og hans regering skal have større opbakning i befolkningen frem mod næste præsidentvalg. Det finder sted i 2027.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned